PRM / Hver fjerde dansker tager på ferie uden rejseforsikring

    Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

    Gouda Rejseforsikring tilbyder fremover årsrejseforsikringer til de mere end 2.66 mio. medlemmer af Sygeforsikringen “danmark”. Og netop rejseforsikringer er en af de ting, som mange danskere glemmer, når de tager på ferie.

    Hver fjerde dansker svarer nemlig i en undersøgelse fra Kantar Gallup lavet for Gouda Rejseforsikring, at de ikke har en rejseforsikring med, når de tager på ferie.

    Gouda Rejseforsikring vil fremover tilbyde rejseforsikringer til medlemmerne via “danmark” og hjælpe dem i tilfælde af skader før, under og efter rejsen. Sygeforsikringen “danmark” kommer fortsat også til at tilbyde sine medlemmer supplerende rejseforsikringsprodukter som eksempelvis afbestillingsdækning.

    Sygeforsikringen “danmark” ser frem mod et nyt, spændende samarbejde med Gouda Rejseforsikring og særligt til at tilbyde sine medlemmer adgang til Goudas dansksprogede alarmcentral med mulighed for support døgnet rundt.

    “Vi ser frem til et godt samarbejde med Gouda, som er kendt for at være blandt de bedste på markedet. Vi er sikre på, at medlemmerne i “danmark” med rejseforsikringer i Gouda vil opleve den samme gode service, som de har haft via vores tidligere samarbejdspartner, der har valgt at stoppe med salg af rejseforsikringer i Danmark, og samtidig lukker deres danske afdeling ned fra årsskiftet,” siger Allan Luplau, adm. direktør i Sygeforsikringen “danmark”.

    Den nye aftale gør Sygeforsikringen “danmark” til en af Gouda Rejseforsikrings største enkeltstående partnere, og den forventes at blive endnu større de kommende år, når rejselysten igen er tilbage på sit højeste. Det er forventningen fra begge parter, at samarbejdet er af langvarig karakter og dermed vil være til stor gavn for begge selskaber.

    “Vi er glade og stolte over, at Sygeforsikringen “danmark” har valgt Gouda Rejseforsikring som ny partner. Vi ved, at vores stærke danske skade- og alarmorganisation er en af de afgørende grunde til, at de har valgt os, og vi ser også en genkendelighed i et fælles ønske om at levere tryghed til vores kunder. Vores to virksomheder supplerer hinanden godt, og vi glæder os til et partnerskab med spændende fremtidsudsigter,” siger Louise Hertzum Andersen.

    Fakta:

    Sygeforsikringen “danmark” er en medlemsejet forening med mere end 2,66 mio. medlemmer. Det svarer til, at næsten halvdelen af danskerne er medlemmer og medejere af “danmark”. “danmark” giver tilskud til tandlæge, medicin, briller, psykolog, fysioterapeut og meget mere. “danmark”s medlemmer har desuden mulighed for at supplere med en række tilvalgsforsikringer som f.eks. rejseforsikringer.

    Gouda Rejseforsikring har eksisteret i Danmark siden 1994 og været ejet af Gjensidige Forsikring siden 2013. Sammen med mere end 300 rejsebureauer og 250 forsikringsmæglere, tilbyder vi en specialiseret, personlig og grundig rådgivning til rejsende på ferie eller arbejde. Derudover tilbyder vi en døgnbemandet alarmcentral hvor medarbejderne sidder klar til at yde kunderne kompetent og personlig service, uanset hvor i verden der er brug for hjælp.

    Kontakt:

    Andreas Mortensen tlf.: 27 52 46 44 email: am@gjensidige.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-fjerde-dansker-tager-pa-ferie-uden-rejseforsikring?releaseId=13660187

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **