PRM / Danmark indgår som første land i verden unik aftale med FN

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen udtaler:

    “Jeg er meget glad for, at jeg i dag kan underskrive One UN-aftalen mellem Danmark og FN. Aftalen er enestående og den første af sin slags, og den sætter en tyk streg under det unikke samarbejde, som Danmark har med FN’s organisationer.

    Danmark har indtil nu haft 11 forskellige aftaler med hver af de 11 FN-organisationer, der er tilstede i København. Med One UN-aftalen barberer vi det ned til kun at have én samlet aftale med FN. Det betyder mindre bureaukrati, så FN i stedet kan bruge kræfterne på at hjælpe verdens mest udsatte mennesker. Det er lige præcis den form for nytænkning og modernitet, som skal kendetegne Danmarks samarbejde med FN.”

    Baggrund

    Efter mange års drøftelser og fire intense år med forhandlinger indgår FN og Danmark i dag én samlet værtskabsaftale for alle FN-organisationer i FN-byen i København. Aftalen erstatter de nuværende 11 separate værtskabsaftaler, der bl.a. regulerer pligter, rettigheder og immuniteter. De 11 individuelle aftaler var ressourcekrævende for både FN og danske myndigheder. One UN-aftalen er et positivt bidrag til den fortsatte udvikling af FN-byen.

    Følgende FN-organisationer er til stede i FN-Byen i København: Den Internationale Migrationsorganisation (IOM), FN’s Udviklingsorganisation (UNDP), FN’s Miljøorganisation (UNEP), FN’s Befolkningsfond (UNFPA), FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR), UNICEF, FN’s Organisation for Industriel Udvikling (UNIDO), FN’s Kontor for Projektledelse (UNOPS), FN’s enhed for ligestilling og forbedring af kvinders forhold (UN Women), Verdensfødevareprogram (WFP), Verdenssundhedsorganisation (WHO).

    FN-byen i København har 2.200 ansatte og omfatter også UNICEF’s humanitære varelager, som er det største af sin slags i verden. Danmark leverede i 2020 varer og tjenesteydelser for omkring 7 mia. kr. til FN.

    Der forventes indgået aftaler med henvisning til One UN-aftalen med de to særorganisationer ‘World Health Organization’ (WHO) og ‘International Organization for Migration’ (IOM) i den nærmeste fremtid efter underskrivelsen i dag.


    For yderligere information:

    Udenrigsministeriets pressevagt +45 67 97 92 47 (ikke sms)

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-indgar-som-forste-land-i-verden-unik-aftale-med-fn?releaseId=13660263

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **