PRM / Nordjyske restauranter nomineret til fornem pris

    Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

    Den danske gastronomi-scene er i disse år på himmelflugt, og det gælder også i Nordjylland, hvor flere restauranter udmærker sig ved deres smagfulde mad og stærke kulinariske koncepter.

    I dag er de nominerede til Landbrug & Fødevarers kokkekonkurrencer blevet offentliggjort, og her bliver det for alvor slået fast, at Nordjylland er i fuld gang med at manifestere sig som en smagfuld del af Danmark.

    Hele tre kokke og restauranter fra Nordjylland er nominerede til konkurrencerne i år. Det drejer sig om Simon Kvist Bjerre fra restaurant Alimentum i Aalborg, der er nomineret til Årets bedste ret med økologisk ost for deres ret med Thybo ost og svampe, mens Oliver Bendi og Emil Kirkegård fra Svinkløv Badehotel og Jack Cramer fra Ruths Hotel i Skagen begge er nomineret i kategorien Årets ret med fisk og skaldyr for deres retter med hhv. jomfruhummer og kongekrabbe.

    Alle de nominerede kokke og restauranter får besøg af en fagjury, der skal smage sig igennem de pågældende retter, hvorefter vinderne af konkurrencerne findes og præsenteres til en prisuddeling d. 28. november på Axelborg i København.

    Ny kategori til populære konkurrencer

    De populære kokkekonkurrencer “Årets Ret Med…” blev første gang afholdt i 2011, hvor Årets Ret med Gris satte det hele i gang. Sidenhen har konkurrencerne vokset sig store, og i 2021 blev Årets Ret med Fisk & Skaldyr introduceret, mens Årets Ret med Økologisk Ost afholdes for første gang i 2022.

    Restaurant Alimentum kan dermed blive den første vinder af konkurrencen nogensinde, og det er ikke tilfældigt, at det lige præcis er økologisk ost, som tilslutter sig de prestigefulde kokkekonkurrencer:

    “De økologiske oste er ved at vinde stort indpas blandt de danske restauranter. Der produceres mange lokale økologiske oste af ekstrem høj kvalitet, og de bliver flittigt brugt i topgastronomien. Det vil vi gerne sætte fokus på, og derfor har vi valgt at tilføje Årets Ret med Økologisk Ost, så vi virkelig kan se, hvordan landets bedste kokke arbejder med det her store udvalg af økologiske oste”, siger seniorkonsulent for foodservice, gastronomi og udvikling i Landbrug & Fødevarer, Anders Nicolajsen.

    Se alle de nominerede i konkurrencerne

    Årets Ret med Fisk & Skaldyr:

    • Svinkløv Badehotel, Fjerritslev
    • Formel B, København V
    • Ruths Hotel, Skagen

    Årets Ret med Økologisk Ost:

    • Formel B, København V
    • Restaurant Treetop, Vejle
    • Alimentum, Aalborg

    Årets Ret med Gris:

    • Gemini, København V
    • Resumé, Svendborg
    • ET, Aarhus
    • Treetop, Vejle
    • Polly, Frederiksberg

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordjyske-restauranter-nomineret-til-fornem-pris?releaseId=13660084

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **