PRM / Nu kan vi tage hul på den svære omstilling af luftfarten

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Regeringens mål er, at flyene på én indenrigsrute i 2025 bliver tanket op med grønt brændstof. I 2030 skal alle indenrigsfly flyve på grønne brændstoffer.

    – Regeringen giver sig i kast med et af de vanskeligste hjørner af den grønne omstilling – nemlig luftfarten. Det er godt, at vi kommer i gang. Teknologien er kendt og fungerer, og med regeringens udspil skaber man en efterspørgsel på grønne brændstoffer. Det betyder klarhed for investorer og dermed investeringer i produktion i stor skala, siger viceadm. direktør i Green Power Denmark Jan Hylleberg.

    Ifølge regeringen skal indenrigsfly i fremtiden flyve på el eller grønne brændstoffer. Elektrificering vil være muligt på de korte ruter med små fly, men i overvejende grad skal fremtidens fly flyve på grønne brændstoffer, som består af grøn strøm og CO2. Processen er bedre kendt som Power-to-X (PtX).

    – Bæredygtige brændstoffer, som er produceret gennem Power-to-X, er den eneste realistiske vej frem, hvis vi skal gennemføre en effektivt grøn omstilling af luftfarten. Det vil kræve hundredvis af storskalaanlæg at gennemføre en komplet omstilling af luftfarten. Men vi kan kickstarte udviklingen og samtidig gavne klimaet, siger Jan Hylleberg.

    De grønne brændstoffer vil være dyrere end konventionel jetfuel i begyndelsen. Regeringen vil lukke prisgabet ved at opkræve en passagerafgift på 13 kroner pr. billet, som skal betales af alle rejsende fra danske lufthavne. Det er en god start til at dække en del af merudgiften.

    Ifølge en frisk rapport fra Green Power Denmark og førende aktører inden for PtX og grøn luftfart kan den grønne omstilling af luftfarten gå endnu hurtigere, hvis politikerne skaber de rigtige rammer.

    Producenterne af brændstof gennem Power-to-X kan i 2030 levere mindst 500 millioner liter grønt flybrændstof. Det er nok til at dække både de 30 millioner liter, som bliver brugt på indenrigsruter, og en betydelig del af de i alt 1.200 millioner liter, som bliver tanket i danske lufthavne.

    Ifølge industrien kan Danmark altså omstille al indenrigsflyvning i 2030 – og samtidig gå forrest i omstillingen af den europæiske flytransport.

    – Mulighederne er endnu større, end regeringen lægger op til. Flytransporten er per definition international, og derfor giver det også mening allerede nu at se ud over indenrigsruterne, som kun står for en lille del af de fly, der letter og lander i Danmark. Producenterne af grønt brændstof og luftfartsbranchen er klar, og med de rette tiltag kan Danmark producere grønne flybrændstoffer til det europæiske marked, siger Jan Hylleberg.

    Foruden økonomiske incitamenter er det afgørende, at producenterne får adgang til de råstoffer, som de skal bruge i produktionen. De skal bruge vedvarende energi fra vindmøller og solceller, der kan omdannes til brint. Og de skal bruge CO2 fra grønne kilder – for eksempel biomassefyrede kraftværker, affaldsanlæg og biogasanlæg.

    – Det er afgørende, at producenterne får adgang til CO2 i tilstrækkelige mængder. Og der skal være tydelige rammer på kort sigt for brugen af CO2. Det betyder, at man i højere grad skal fokusere på at anvende CO2 fra grønne kilder fremfor at lagre den, siger Jan Hylleberg.

    Kontakt:

    Senior presserådgiver Claus Kaae-Nielsen tlf.: 35 30 04 02 email: ckn@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kan-vi-tage-hul-pa-den-svaere-omstilling-af-luftfarten?releaseId=13659996

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **