PRM / Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker oplever stor stigning i salget

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Sparsommelighed er blevet det nye nøgleord for danskernes forbrugsvaner. Det er blevet dyrere at handle i dagligvarebutikker, og elregningen har aldrig været højere. Det får mange danskere til at drage mod genbrugsbutikker for at få økonomien til at hænge sammen.

    Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker har de tre seneste måneder registreret en stigning i omsætning på knap seks procent i forhold til sidste sommer. Og i den første uge af september steg omsætningen i butikkerne hele 18 procent sammenlignet med samme uge sidste år. I denne uge fejrede genbrugsbutikkerne 50 år med genbrug i Danmark.

    “Vi mærker virkelig, at mange mennesker søger mod vores genbrugsbutikker, fordi de er presset af inflation og stigende omkostninger. Vi oplever også, at kunderne kommer målrettet efter en brugt frakke eller et ovnfast fad til 40 kroner. Og ikke kun for at scanne hylderne for sjove retro-genstande,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

    At handle genbrug i dag er for mange en bæredygtig og klimavenlig livsstil, hvor man samtidig sparer penge. Men da Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede for 50 år siden, var det særligt folk med få ressourcer, der handlede brugt. På grund af den stigende inflation oplever Folkekirkens Nødhjælp, at mange – også nye kunder – nu igen handler i genbrugsbutikker med det primære formål at spare penge.

    Det er ikke kun genbrugsbutikkerne, som danskerne søger mod for at spare penge. Også Folkekirkens Nødhjælps Wefood-butikker, der sælger overskudsvarer fra supermarkeder, oplever øget interesse. I årets første otte måneder havde butikkerne 10 procent flere kunder, end de plejer.

    “Der er ingen tvivl om, at den stigende efterspørgsel på vores Wefood-butikker skyldes de stigende leveomkostninger, og ikke mindst prisstigningerne på fødevarer. Vores frivillige står klar i butikkerne, men udfordringen er, at få hylderne fyldt op, for vi er jo helt afhængige af leverandører af fødevarer. Men vi arbejder benhårdt på sagen, for bekæmpelse af madspild er jo både til gavn for kunderne, klimaet og mennesker i verdens fattigste lande, der nyder godt at overskuddet. Både fra vores Wefood-butikker og fra genbrugsbutikkerne,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/folkekirkens-nodhjaelps-genbrugsbutikker-oplever-stor-stigning-i-salget?releaseId=13659849

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **