Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Med energipriser på himmelflugt ser mange ind i en tid, hvor der skal skrues ned for varmen og den store uldsweater skal findes frem. Overvejelserne over middagsbordet går på, hvor der skal isoleres, skiftes ud og sættes ind med energiforbedringer. Furesø tilbyder igen genveje til energibesparelserne på Energimarkedsplads 2022 i Kulturhuset Galaksen.
Markedspladsen arrangeres i samarbejde med Egedal, Lyngby Taarbæk, Ballerup kommuner. På dagen kan man møde håndværkere, energirådgivere, energifællesskaber og NGO’er og medarbejdere fra kommunerne.
Det fælles fokus er energibesparelser i boligen: Hvad kan du som husejer eller andelshaver gøre for at sænke dit energiforbrug. I lyset af, at Furesø Kommune har vedtaget en ambitiøs klimaplan og netop afholdt et velbesøgt klimatopmøde, er det kun naturligt at også at bidrage til, at furesøborgerne får informationer om konkrete energibespare-tiltag:
“Vi ønsker at inddrage alle borgere og virksomheder i den store energispare-indsats, som er så relevant for klimaet, økonomien og storpolitikken”, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima i Furesø Kommune, og fortsætter:
“For hver kWh, der spares nu og fremover, er der CO2, der ikke kommer ud i miljøet, penge, der bliver på kontoen, gas og olie, der ikke skal købes, eller vindmøllestrøm, der kan anvendes til noget andet. Det er den rigtige vej fremad, og jeg håber, at Energimarkedspladsen, som jo efterhånden er en tradition og et super godt samarbejde mellem de fire kommuner, bliver et tilløbsstykke igen i år”.
Alle 4 kommuner har inviteret virksomheder til at deltage med en stand på aftenen. Til arrangementet kan borgerne møde konsulenter, håndværkere og forsyningsselskaber, der beskæftiger sig med energirenovering og reduktion af energiforbrug i boliger, samt energiforsyning. Herudover vil der være en række korte, informative indlæg i løbet af aftenen.
Ifølge Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand for Natur og Klima, står vi overfor en svær, men nødvendig opgave:
“Vi står som samfund – borgere, virksomheder og kommuner – lige nu i en rigtig svær situation. En regulær energikrise. Det eneste rigtige er at bruge den som løftestang i den grønne omstilling. Vi skal gennemføre energiforbedringer, som også gavner os på lang sigt. Vi skal have nedbragt CO2-udledningen og spare på energien. Den målsætning når vi kun, hvis vi samarbejder om langsigtede, innovative miljø- og klima-løsninger. Derfor håber jeg, at mange vil benytte og lade sig inspirere af Energimarkedspladsen.”
Program:
18.00: Dørene og standene åbnes
18.30: Velkomst v. arrangørerne.
18.35: Præsentation af standene – mikrofonen går rundt
19-20: Korte faglige oplæg:
Energistyrelsens informationscenter SparEnergi.dk giver gode råd
Lokale energisamarbejder i Lyngby-Taarbæk Kommune v. Niels Haxthausen, Lyngby-Taarbæk Kommune.
Grønne fællesskaber v. Bent Mariager
Energibesparelser i bofællesskabet Mageløse v. Søren Gabriel, Bofællesskabet Mageløse
Energibesparelser i praksis v. energirådgiver Janus Hendrichsen.
21.00: Tak for i dag
Læs mere på furesoe.dk/energimarkedsplads2022
Kontakt:
Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk
Øjvind Vilsholm (Ø) email: oev@furesoe.dk
By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mens-vi-venter-pa-fjernvarmen-energi-sparetips-til-din-bolig?releaseId=13659841
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **