PRM / TEKNIQ Arbejdsgiverne: Regeringens energiløsning må ikke ende som Corona-støttepuljernes papirtigre

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    – Det er en hårfin balance, regeringen forsøger at finde mellem at sikre likviditet til et erhvervsliv, som er hårdt presset af tårnhøje energipriser – uden at måtte skubbe til inflationen eller sætte det stærke fokus på energibesparelser over styr. Flere virksomheder er økonomisk pressede, så diagnosen er korrekt, men kuren fra regeringen er ikke nødvendigvis den rette, siger adm. direktør Troels Blicher Danielsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Reaktionen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, som er Danmarks tredjestørste erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, kommer efter at regeringen i dag præsenterede en model, der skal afhjælpe danskernes og SMV’ernes økonomiske belastning under energikrisen. Der lægges op til en indefrysnings-model, hvor stigninger ud over niveauet for el, gas og fjernvarme i efteråret 2021 kan udskydes til betaling, når energipriserne igen er normaliseret.

    Troels Blicher Danielsen peger i den forbindelse på, at modellen ikke må blive et af de bureaukratiske ’støttemonstre’, som vi lærte at kende under Corona-epidemien.

    – Det er fint at gøre noget for at sikre, at virksomhederne har likviditet til at kunne klare sig igennem den hårde tid. Men det er lige så vigtigt, at regeringen gør det nemmere for virksomhederne at producere deres egen energi via eksempelvis solceller på tage, hvor reglerne i dag er vanskelige at forstå og begå sig i og ofte uhensigtsmæssigt skruet sammen, siger den administrerende direktør.

    – Samlet håber vi, at det bliver muligt at skabe en ordning, som administrativt giver mening, og som ikke ender som Corona-støttepuljernes papirtigre, siger Troels Blicher Danielsen.

    EU har i dag foreslået at afsætte godt 1.000 mia. kr. til energiomstilling. Initiativet skal blandt andet finansieres ved at inddrage dele af de store overskud – også kaldet tilfældighedsgevinster – som europæiske energiproducenter med lave produktionsomkostninger har udsigt til midt i energikrisen. TEKNIQ Arbejdsgiverne slår på tromme for, at den danske bid af kagen bruges på at omstille virksomhederne til det grønnere.

    – Det er helt oplagt, at energimidler skal bruges til energiinvesteringer. Derfor vil vi stærkt anbefale, at EU-midlerne her i Danmark bliver ført ud til virksomhederne og brugt til investeringer i grønne løsninger. Det bør ske i en enkel model uden forsinkende bureaukrati. Det vil kunne betyde en markant styrkelse af den grønne omstilling med virksomhederne i front, siger adm. direktør Troels Blicher Danielsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Kontakt:

    For yderligere kontakt venligst kommunikationschef Jonas Forup, jof@tekniq.dk, +45 28301544.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tekniq-arbejdsgiverne-regeringens-energilosning-ma-ikke-ende-som-corona-stottepuljernes-papirtigre?releaseId=13659380

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **