PRM / At skrive gør en forskel for unge fra familier ramt af misbrug

    Pressemeddelelse fra TUBA

    TUBAs Skriveskole er et længere forløb, hvor 10 unge mellem 18-35 år med tilknytning til organisationen TUBA får mulighed for at udvikle deres talent for at skrive. Skriveskolen er et samarbejde mellem forlaget Gyldendal og TUBA.

    På TUBAs Skriveskole skriver de unge både om deres opvækst i hjem med misbrugsproblemer, men ikke udelukkende. Uanset viser skriveprocessen sig ofte som et værktøj, der har en positiv effekt, for ved at skrive bliver de unge bl.a. opmærksomme på deres stemmer, følelser og erindringer. Hvert hold har afsluttet med en antologi med smagsprøver på deres tekster.

    “Mange TUBA-unge har brugt meget tid på ikke at fylde for meget eller på at spille en rolle, der passer ind i det system, man er i. De overtilpasser sig, og så er der ikke meget plads til at opdage, hvem man selv er, og hvad man kan,” siger Jeppe Bang Sandvej, psykoterapeut og regionsleder i TUBA. Han står i spidsen for skriveskolen sammen med Christina Thiemer, evenchef på forlaget Gyldendal.

    TUBA har modtaget fondsmidler til at gennemføre næste hold af TUBAs Skriveskole. Årgang 22/23 bliver det fjerde hold.

    Vrede som tema og drivkraft

    “I teksten finder jeg et pusterum. Jeg bruger det at skrive som en måde at give afkald for mine følelser på. Skriveskolen, kombineret med et terapiforløb i TUBA, har hjulpet mig til at bryde de vægge ned, og det skjold jeg har følt, der har været mellem mig og verden på grund af min opvækst. På skriveskolen fik jeg hele tiden min fortid i hænderne, fordi jeg sad og arbejdede med den som tekst, men der kommer også ret hurtigt en distance til den gennem alle gentagelserne med at skrive og læse op, få feedback, skrive og læse op igen. På den måde forsvinder tabuet lidt,” forklarer Anna, der er en af de 10 unge, som i år har deltaget på skriveskolen.

    I løbet af sæsonens skriveskole har hun sammen med de 9 øvrige på holdet arbejdet med vrede.

    “Vrede er heller ikke en særlig accepteret følelse, hverken i samfundet, blandt venner og familie, men ikke desto mindre sundt at lære at give et udtryk. Det har hjulpet mig til at stå meget mere frem, være ærlig over for mig selv, og hvem jeg er som person – det jeg har dealet med og stadig dealer med – og accepteret den side af mig selv også. Jeg har udviklet mig meget på de seks måneder, også rent personligt, fordi jeg bare åbnede op i det rum som skriveskolen er – men også efterfølgende overfor de mennesker jeg har i min hverdag. Det var det, skriveskolen gjorde,” siger Anna.

    Hvorfor har TUBAs unge et særligt talent?

    En barndom og opvækst præget af misbrug har store konsekvenser for mange af de unge, der kommer i TUBA. De unge, der går i terapi i TUBA, beskriver, at de som børn vidste, om deres forældre var berusede alene ud fra lugten i opgangen eller lydstyrken på radioen, når de åbnede døren til deres hjem efter skole. Vi refererer ofte til disse børn som antennebørn, og det er præcis disse antenner, der viser sig som en kompetence i det skriftlige arbejde.

    Hvis man spørger Christina Thiemer, er der tale om en særlig talentmasse hos TUBAs unge. “Hele deres liv har de (red. TUBAs unge) trænet en muskel, der kan mærke, hvordan andre mennesker har det, og det er en gave i skriften,” siger Christina Thiemer.

    “Deres opfattelsesevne er så ekstremt trænet, så uanset om de er dygtige til at skrive eller ej, har de en helt anden forudsætning for at kunne beskrive et rum og afkode mennesker på en helt anden måde.”

    Udover at de unge på skriveholdet år efter år lærer litteraturens forskellige greb og teknikker, får de også anerkendelse, der ruster og klæder dem på i mange andre sammenhænge.

    “Mit selvværd voksede under forløbet på skriveskolen. Jeg føler mig mere modig, og det har forplantet sig til mit arbejdsliv,” siger Anna, der er begyndt at skrive professionelt på et fagblad inden for hendes egen branche.

    Kontakt:

    Ulla Johanne Johansson email: ulj@tuba.dk

    For interview med Anna, Christina Thiemer eller Jeppe Bang Sandvej, kontakt:

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/at-skrive-gor-en-forskel-for-unge-fra-familier-ramt-af-misbrug?releaseId=13659293

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **