PRM / Europæiske museer mødes om verdens kulturarv

    Pressemeddelelse fra Nationalmuseet – Museer, forskning og bevaring

    Europæiske museer indeholder store etnografiske samlinger, der består af titusindvis af museumsgenstande fra alle befolkede verdensdele, som er indsamlet igennem de seneste århundreder, og især under kolonitiden.

    I det store EU-støttede projekt Taking Care, vil Nationalmuseet og 13 andre europæiske museer og kulturinstitutioner forholde sig til, hvordan museerne på bedste vis i dag kan forvalte den del af kulturarven, som de etnografiske samlinger indeholder – i respekt for samlingerne og med inddragelse af de oprindelige kulturer. Eller, som projekttitlen antyder, på en måde, der drager omsorg for både genstande, brugere og samfund.

    Resulterer i ny museumspraksis

    Det sker blandt andet på en workshop i København den 14.-16. september med deltagelse af efterkommere fra nogle af de kulturer, museets vigtigste samlinger stammer fra, bl.a. Brasilien, Alaska og Grønland.

    Her vil deltagerne mødes med museets fagfolk i dialog om kulturgenstande såsom ceremonielle fjerkapper, arktiske skinddragter og grønlandske husmodeller, ligesom en koreansk tegneseriekunstner vil kaste et blik på religion i Danmarks oldtid.

    Workshoppen skal undersøge, hvordan helt forskellige kulturelle perspektiver kan gøre parterne opmærksomme på blinde vinkler og nye muligheder, og ambitionen er at finde ud af, hvilke potentialer, der gemmer sig i samlingerne for at bidrage til at løse nutidens udfordringer – både miljømæssige og kulturelle.

    Arbejdet skal på sigt resultere i en ny museumspraksis, hvor museerne påtager sig en mere proaktiv rolle i samarbejdet med oprindelige folk og finder nye måder at bringe samlingerne i spil på.

    Det er utrolig vigtigt for Nationalmuseet at være med, når den internationale museumsverden udvikler sig. Det gælder ikke mindst på de lidt mere komplicerede områder af vores fag som etnografien, der er præget af mange diskussioner om samlingernes ofte koloniale historier. Nu forsøger vi som museer at påtage os en mere proaktiv rolle, hvor vi forholder os til de samlinger, vores museer nu engang har, og forsøger at skabe en ny og bedre museumspraksis for, hvordan genstandene bør forvaltes og formidles – i respekt for og i samarbejde med de oprindelige folk og kulturer, som genstandene repræsenterer,” siger Christian Sune Pedersen, der er forskningschef på Nationalmuseet.

    De etnografiske samlinger rummer et væld af indsigter og menneskelige erfaringer fra vores fælles historie. Vi tror, at de også kan rumme svaret på nogle af vor tids globale udfordringer, og det vil vi drøfte i Taking Care-samarbejdet,” siger Asta Mønsted, Nationalmuseets projektleder på museets del af Taking Care.

    Se her program og talere på konferencen. De sidste to dage af konferencen live streames.

    FAKTA: Projektet “Taking Care”

    Taking Care er et fire-årigt projekt (2019-2023) mellem 14 europæiske museer og kulturinstitutioner, herunder Nationalmuseet, som handler om at skabe ny viden, at hele koloniale traumer og at samskabe på tværs af kulturer for en mere bæredygtig verden. Projektet har en samlet økonomisk ramme på 30 mio. kr., hvoraf halvdelen er finansieret af EU’s Creative Europe-program. Læs mere her.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder John Fhær Engedal Nissen email: jni@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/europaeiske-museer-modes-om-verdens-kulturarv?releaseId=13659058

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **