Pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
En øget cybertrussel er en del af et samlet geopolitisk landskab, hvor også den russiske invasion af Ukraine og deraf øgede spændinger udfordrer Danmarks forsyningssikkerhed.
“Vi skal være forberedt på at håndtere en øget cybertrussel – herunder fra Rusland. Energisektoren er en livsnerve i vores samfund, så cybersikkerheden skal være i top. Derfor er jeg glad for, at der nu kommer en ny strategi på området, og jeg vil gerne kvittere for Energistyrelsen og sektorens arbejde”, siger klima- energi og forsyningsminister, Dan Jørgensen.
Den danske energisektor står over for en alvorlig trussel fra både cyberspionage og cyberkriminalitet. Selvom fortsat digitalisering af sektoren har en række fordele, medfører den også sårbarheder, som cyberkriminelle og fjendtligtsindede magter kan udnytte.
Energistyrelsens nye cyber- og informations-sikkerhedsstrategi for el-, gas- og fjernvarmesektoren skal sikre, at energisektoren kan stå imod truslerne. Den består af ti konkrete initiativer, som sætter retningen for sektorens fortsatte styrkelse af cybersikkerheden de næste fire år. Strategien kommer i forlængelse af den seneste cyber- og informationssikkerhedsstrategi, som løb i perioden 2019-2021.
Den digitaliserede energiinfrastruktur er kendetegnet ved, at den ikke blot består af informationsteknologi (IT), men også operationel teknologi (OT) – teknologier, der styrer fysiske processer. Det indebærer en risiko for, at uønskede aktører tager fysisk kontrol over danske energisystemer gennem virtuelle kanaler. Det er en trussel mod vores forsyningssikkerhed. Derfor skal vi hele tiden styrke vores cyberforsvar for at følge med trusselsbilledet.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-cyberstrategi-for-energisektoren-skal-styrke-danmarks-forsyningssikkerhed?releaseId=13659135
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **