Pressemeddelelse fra TDC NET
Den 1. november tager Michel Jumeau over efter Andreas Pfisterer som administrerende direktør for TDC NET. Michel kommer fra en stilling som vicedirektør og chef for Consumer Division i det franske teleselskab Orange.
Michel har tilbragt mere end to årtier i telebranchen og har haft flere operationelle og ledende stillinger i både Frankrig, Storbritannien og Sverige.
“Jeg glæder mig til at vende tilbage til Skandinavien og starte i denne spændende rolle,” siger Michel og fortsætter:
“TDC NET er det første ‘fuldt udbyggede’ netværksselskab i Europa med et omfattende udvalg af fastnetprodukter og mobile teknologier – fra kobber, coax og fiber til 5G, og som yderligere omfatter hele spektret af netværkstjenester. Det er virkelig unikt, og samtidig rummer TDC NET fortsat et stort potentiale.”
Bestyrelsesformand for TDC NET Henrik Clausen glæder sig til at byde Michel velkommen i november.
“Michel er en meget erfaren telco-direktør med et globalt mindset, som i øjeblikket har ansvaret for 10 mia. euro i omsætning og mere end 3.000 medarbejdere,” siger Henrik Clausen og fortsætter:
“Michel har en dyb forståelse for alle områder af vores forretning, og jeg er overbevist om, at hans erfaring kan bringe TDC NET videre”.
Før Michels nuværende stilling hos Orange arbejdede han inden for IT-services i London og tilbragte flere år i Sverige, hvor han arbejdede for Royal Institute of Technology og Ericsson. Michel er 50 år gammel og har en kandidatgrad fra den velansete ingeniørskole Paris Tech.
Kontakt:
Malene Kruse email: malea@tdcnet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/michel-jumeau-udnaevnt-til-ny-administrerende-direktor-for-tdc-net?releaseId=13658904
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








