PRM / Jorden og livet – 3.800 millioner års spejling

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Vi indleder en ny sæson af de populære naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet med foredraget “Jorden og livet” med geolog Minik Rosing.

    Jorden blev dannet for 4.500 millioner år siden sammen med resten af vores solsystem. Havene opstod muligvis allerede inden for de første par hundrede millioner år, og snart spirede det tidligste liv frem. Vi ved ikke, præcis hvornår livet opstod eller hvilke processer, der var i spil, men vi kan konstatere, at havet myldrede med mikroorganismer for ca. 3.800 millioner år siden.

    Jorden og livet spejler hinanden

    Stort set alt hvad vi ser omkring os, er resultater af livets indflydelse på Jorden. Ligeledes spejler den udvikling, som livet har gennemgået, Jordens indre pulsslag og solsystemets dynamik.

    Jorden og livet spejler og påvirker således hinandens udvikling – og som den mest indflydelsesrige organisme på Jorden, er vi mennesker nu i gang med at ændre Jorden i en ny og hidtil uset retning.

    Lær mere om alt dette i løbet af en spændende tema-aften med geolog Minik Rosing.

    Naturvidenskabelige foredrag i Næstved

    Aarhus Universitet tilbyder hele landet at se med, når deres anerkendte forskere formidler de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskaben.

    Foredragsserien “Offentlige foredrag i Naturvidenskab” bringer engagerede forelæsere, der holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben til hele Danmark via streaming. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

    Du kan se mere om de enkelte foredrag på Aarhus Universitets hjemmeside ofn.au.dk

    Foredraget vil blive streamet live fra Aarhus Universitet kl. 19.00, så kom gerne senest kl. 18.45. Der er mulighed for at stille spørgsmål online efter foredraget.

    Arrangementet finder sted tirsdag den 27. september kl. 19.00-21.00 på Næstved Biblioteks Store Scene. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk

    Kontakt:

    Kulturformidler Andreas Lønstrup Poulsen email: alopou@naestved.dk

    Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 5588 4021 email: leols@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jorden-og-livet-3800-millioner-ars-spejling?releaseId=13658888

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **