Pressemeddelelse fra Lemvigh-Müller A/S
Et nyt sortiment af gear og gearmotorer fra den tyske producent NORD DRIVESYSTEMS skal bringe Danmarks største stål- og teknikgrossist, Lemvigh-Müller, endnu tættere på ikke mindst maskinbyggerbranchen.
Klar til Industri 4.0
Produktprogrammet af elektriske og mekaniske drivsystemer fra NORD DRIVESYSTEMS omfatter gear, elektromotorer, frekvensomformere, motorstartere og styringsteknik til central eller decentral drift. Produkterne kan konfigureres præcist efter kundeønske, og via højtudviklet styrings- og interfaceteknik er de umiddelbart kompatible med avancerede Industri 4.0-applikationer.
Dermed matcher de Lemvigh-Müllers eksisterende tætte partnersamarbejder med en række fremtrædende producenter indenfor el, automation, procesteknik og mekanik.
Kunder vil konsolidere indkøb
Forhandlingen af NORD Drivesystems produkter bliver en afgørende faktor i Lemvigh-Müllers strategiske opbygning af et koncept, der skal gøre teknikgrossisten til maskinbyggerbranchens foretrukne sourcingpartner, konstaterer produktchef Bjarne Waage Bechersdahl.
“Vores kunder efterspørger mulighed for at konsolidere deres indkøb mest muligt. Med produkterne fra NORD DRIVESYSTEMS tager vi endnu et afgørende skridt i forhold til at imødekomme de kunder, der ønsker at placere flest mulige af deres indkøb hos os og dermed have mulighed for elektronisk samhandel, automatisk lagerstyring og andre services, der understøtter effektiv drift og forretningsudvikling,” siger han.
Krævende opgaver og kunder
For Jesper Ejlskov, salgs- og marketingdirektør hos NORD DRIVESYSTEMS’ danske selskab, NORD Gear Danmark, handler samarbejdet med Lemvigh-Müller om at styrke salgskanalerne i en travl organisation.
“De produkter, vi arbejder med, kræver dyb teknisk viden og forståelse for vores kunders applikationer og projekter, som vi ofte er dybt involveret i. Det er tidkrævende, og det er baggrunden for, at vi nu supplerer vores salgskanaler med en ekstern samarbejdspartner,” siger han.
Skal matche ambitioner
I arbejdet med at finde en samarbejdspartner har Jesper Ejlskov lagt vægt på stor teknisk indsigt og evne til at tilføre værdi på et niveau, der matcher NORD Gear Danmarks egne ambitioner i forhold til at imødekomme kundernes forventninger.
“Fra vores første møde har jeg oplevet en professionel tilgang til opgaven, ikke mindst i forhold til træning af de cirka 50 Lemvigh-Müller-medarbejdere, der skal kende NORD Gear Danmarks produktprogram. Lemvigh-Müller har gennem mange år vist vilje og evne til at indgå forpligtende samarbejder med en række af el- og automationsbranchens mest fremtrædende producenter på højt teknisk niveau. Sammen med effektiv logistik og services, der understøtter forretningsudvikling og -drift, tror vi på, at samarbejdet kan tilføre NORD Gear Danmarks kunder yderligere værdi fremover,” siger han.
Nærhed og tæt samarbejde
Lemvigh-Müllers industrisælgere og produktspecialister kommer til at arbejde tæt sammen med NORD Gear Danmarks eget sælger- og produktspecialistteam med base i Kliplev i Sønderjylland, mindre end 200 kilometer fra NORD DRIVESYSTEMS’ hovedkvarter nord for Hamburg.
Anvendes i mange industrier
NORD DRIVESYSTEMS’ gear, gearmotorer og styringsteknik er med til at sikre energieffektiv og pålidelig intern logistik i en lang række sektorer, fra hygiejnefokuseret produktion af fødevarer og medicin til tung og krævende industri som råstofudvinding og stålfremstilling.
Mød os på Automatik 2022
Du kan møde Lemvigh-Müllers specialister indenfor automation, procesteknik og mekanik samt høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at effektivisere dine indkøb på transmissions- og automationsbranchens fagmesse Automatik 2022 13.-15. september 2022. Du finder os på stand 1004 i hal B. Skriv “B1004” i feltet “Udfyld invitationskode”, når du tilmelder dig messen. Så er entreen på vores regning.
Kontakt:
Content Consultant Kim Betak Pedersen tlf.: 2169 3530 email: kibp@lemu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lemvigh-muller-styrker-fokus-pa-gear-og-gearmotorer?releaseId=13658512
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **