PRM / Haderslev Kommune rykker op i top 20 over erhvervsvenlighed

    Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

    Haderslev Kommune er i Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenlighed nu med i top 20. I årets måling går kommunen fra en plads som nummer 29 blandt landets 98 kommuner til en plads som nummer 18.

    “Jeg glæder mig over det flotte resultat. At være nummer 18 i erhvervsvenlighed blandt landets kommuner er tilfredsstillende, og jeg noterer mig især, at virksomhederne kvitterer for den gode sagsbehandling, dialog med erhvervslivet og brugen af private leverandører. Det viser, at de indsatser, vi gør, kan mærkes hos virksomhederne, og det er jeg godt tilfreds med”, siger Mads Skau, borgmester i Haderslev Kommune.

    Når man spørger virksomhederne, hvor Haderslev Kommune kan forbedre sig, så er de to emner, der fylder mest, arbejdskraft og uddannelse.

    “Det vidner om, at virksomhederne ser det samme, som vi ser i kommunalbestyrelsen. Vi har gennem længere tid haft et fælles mål om at skabe vækst og velfærd gennem tre indsatsområder; arbejdspladser, uddannelse og bosætning. Det er et arbejde, vi har inddraget blandt andet virksomhederne i, som der er opbakning til fra alle kanter. Så det er områder, vi har en styrket indsats på de kommende år, og som jeg har en klar forventning om, at vi kommer til at forbedre os på”, siger Mads Skau.

    Undersøgelsen af den generelle erhvervsvenlighed er inddelt i forskellige kategorier, hvor Haderslev Kommune især ligger pænt placeret i ‘digitale rammer’, ‘brug af private leverandører’ og ‘kommunal sagsbehandling’. Men også i kategorien ‘overordnet erhvervsvenlighed’ har Haderslev Kommune rykket sig i den positive retning.

    “Jeg er godt tilfreds med den vurdering, vores virksomheder har givet os i år. Det er et resultat af en indsats gennem flere år, men også af at vi i kommunalbestyrelsen står sammen om at skabe vækst og velfærd for borgere og virksomheder i Haderslev Kommune og at vores virksomheder bakker op omkring den retning”, siger Mads Skau.

    Resultaterne af årets erhvervsmåling kan ses på https://www.danskindustri.dk/le/

    Kontakt:

    Borgmester Mads Skau tlf.: 40 78 14 75 email: mskau@haderslev.dk

    Kommunaldirektør Peter Karm tlf.: 21 24 17 44 email: karm@haderslev.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/haderslev-kommune-rykker-op-i-top-20-over-erhvervsvenlighed?releaseId=13658549

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **