Pressemeddelelse fra Red Barnet
Hvordan forebygger kommunen digitale krænkelser blandt børn og unge? Hvem på skolen vurderer, om et barn, der har fået delt et nøgenbillede, har brug for psykologhjælp? Hvornår skal forældrene orienteres? Hvem vurderer, om der er behov for en politianmeldelse? Og hvad siger handleplanen om, hvordan en lignende digital krænkelse kan undgås i fremtiden?
Spørgsmål som disse kan det være svært at finde svar på i mange af landets kommuner. I de lovpligtige beredskabsplaner for, hvordan kommunerne vil bekæmpe overgreb mod børn og unge, er fokus på fysiske og psykiske overgreb og i langt mindre grad på digitale overgreb som for eksempel grooming, deling af intime billeder og trusler online.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Red Barnet.
Af den fremgår det, at 75 procent af kommunerne – svarende til tre ud af fire – ikke har en beredskabsplan, der omhandler digitale krænkelser. Det viser en gennemgang af beredskabsplanerne. Det samme billede tegner sig i en rundringning til landets kommuner, hvor 78 procent af de 72 medvirkende kommuner svarer, at de kun “i mindre grad” eller “slet ikke” har indarbejdet digitale krænkelser i deres beredskabsplan for overgreb mod børn og unge.
Det er ifølge Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, langtfra godt nok. Børn, der har været udsat for digitale krænkelser og overgreb, kan nemlig have lige så meget brug for professionel hjælp.
– Undersøgelsen viser, at der er alt for stor forskel på, om der er hjælp at hente for de børn og unge, som udsættes for digitale krænkelser. Det er dybt bekymrende, for retten til hjælp og støtte gælder alle børn og unge. Alle skal kunne være lige så trygge online som offline – uanset deres postnummer. Derfor er det simpelthen så vigtigt, at alle kommuner får opdateret deres beredskabsplaner til en digital virkelighed, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Børn og unge oplever ulige adgang til hjælp
I Red Barnets rådgivning SletDet mærkes den ulige adgang til professionel hjælp også. Det forklarer psykolog og rådgivningschef Lina Sjögren.
– Når vi bliver kontaktet af børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser, ser vi, at der er stor forskel på den hjælp og støtte, som de bliver tilbudt rundtom i kommunerne. Sådan skal det ikke være. Det skaber utryghed hos både børn og forældre, når de får oplevelsen af, at der ikke er nogen, der kan hjælpe dem – at de professionelle er lige så meget i tvivl om, hvordan de skal gribe situationen an, som de selv er. Hvis digitale krænkelser indarbejdes i beredskabsplanerne og derefter implementeres lokalt, kommer rammen på plads. Så er der skabt et bedre grundlag for, at alle medarbejdere – lige fra læreren til SSP-medarbejderen – ved, hvilke procedurer og retningslinjer der er for at sikre alle børn og unge den rigtige hjælp og støtte, siger Lina Sjögren.
Kommuner bør forpligtes på at indarbejde digitale krænkelser
Kommunerne er ifølge lovgivningen forpligtet til at “udarbejde et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn”. I vejledningen til udarbejdelsen nævnes det, at kommunerne kan beskrive, at overgreb kan foregå i forskellige arenaer – både fysisk og via sociale medier. Men ifølge Red Barnet er der brug for at få skærpet, at overgreb også omfatter digitale overgreb og skal indgå i de kommunale beredskabsplaner.
– I Red Barnet mener vi, det skal være et krav, at kommunerne bliver forpligtede til at indarbejde digitale krænkelser og overgreb i deres beredskabsplaner. Det er nødvendigt for at ligestille digitale og fysiske overgreb og sikre, at alle børn og unge over hele landet får den samme adgang til hjælp og støtte, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun understreger, at beredskabsplanerne aldrig kan stå alene. Det afgørende er, at de kommer ud at leve, og at der arbejdes målrettet med dem og sikres kompetenceudvikling til fagpersonerne.
Kommuner efterspørger rådgivning og skabeloner
Selv om tre ud af fire kommuner ifølge undersøgelsen ikke har en plan for at bekæmpe digitale krænkelser blandt børn og unge, er der også godt nyt. Op mod halvdelen af dem (44 procent) svarer nemlig, at de er i gang med at indarbejde digitale krænkelser, og over halvdelen (52 procent) har planer om at gøre det.
Kommunerne efterlyser selv hjælp til at komme i mål. 63 procent svarer, at de har brug for rådgivning, 35 procent peger på hjælp til påklædning af personale, og 33 procent ønsker en konkret model til, hvordan de indarbejder digitale krænkelser i deres beredskabsplan.
Derfor anbefaler Red Barnet også, at alle relevante fagpersoner klædes på til at forebygge, opspore og håndtere digitale krænkelser. Desuden bør kommunerne tilbydes rådgivning om, hvordan digitale krænkelser kan indarbejdes i deres beredskabsplan, fx via en konkret model eller skabelon.
Inden længe træder ny lovgivning i kraft, så grooming og sextortion bliver selvstændigt kriminaliseret, og børn og unge dermed bliver bedre beskyttet mod bl.a. digitale overgreb og krænkelser.
– Når det er lykkedes at få straffeloven opdateret til at beskytte børn bedre på det digitale område, er det selvfølgelig også på høje tid at få kommunernes beredskabsplaner opdateret til den digitale virkelighed, som børn og unge lever i, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Fakta: Om undersøgelsen
· Undersøgelsen består af to dele. Den ene del er en desk research af indholdet i de enkelte kommuners beredskabsplaner for forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb på børn og unge. Den viser, at 89 ud af landets 98 kommuner har en let tilgængelig beredskabsplan, men kun 25 procent af dem omhandler digitale krænkelser.
· Undersøgelsens anden del bygger på en rundringning til landets 98 kommuner, hvoraf 72 kommuner har medvirket. Kun 11 af dem svarer, at deres beredskabsplan i høj grad (8) eller i nogen grad (3) beskriver digitale krænkelser. 56 af de 72 adspurgte kommuner svarer, at deres beredskabsplan kun i mindre grad (39) eller slet ikke (17) indeholder beskrivelser af digitale krænkelser. 5 kommuner svarer, at de ikke ved det.
Kontakt:
Presseansvarlig Gitte Bank de Thurah tlf.: 2155 2045 email: gbj@redbarnet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-undersogelse-stor-forskel-pa-kommuners-planer-for-at-bekaempe-digitale-kraenkelser-blandt-born?releaseId=13658546
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **