PRM / Målrettet indsats virker: Markant færre er hjemløse i Esbjerg Kommune

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Arbejdet med at afskaffe hjemløsheden i Esbjerg Kommune går over al forventning. Delmålet om at komme ned under 100 hjemløse i 2025 er snublende tæt på allerede her i 2022, blot et år efter den nye hjemløsestrategi er vedtaget i byrådet.

    “Det er virkelig glædeligt at se, at vores fokus på at nedbringe antallet af hjemløse her i kommunen virker. Det er virkelig godt arbejde af vores medarbejdere, der knokler for at hjælpe nogle af vores allermest udsatte borgere med at få tag over hovedet og ikke mindst blive i egen bolig,” siger Jakob Lykke, formand for Borger & Arbejdsmarkedsudvalget.

    Det er VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der i uge 6 har lavet den store nationale hjemløsetælling. Det er denne optælling, der viser, at antallet af hjemløse borgere i Esbjerg Kommune nu er nede på 113. Det er det næstlaveste antal hjemløse siden VIVE begyndte deres hjemløsetællinger i 2007.

    Nye arbejdsmetoder giver pote

    “Vi har i de seneste år haft stort fokus på Housing-first metoden, hvor vi sætter den enkelte borger i centrum. Vi hjælper både de borgere, der er i risiko for at blive hjemløse, og så hjælper vi med at finde en bolig, hvis en borger er blevet hjemløs,” forklarer Lise Willer, direktør for Borger & Arbejdsmarked og fortsætter:

    “Med Housing-first metoden tager vi hånd om de problemer, den enkelte kæmper med, så vi også hjælper borgeren med at blive i egen bolig. Det er et kæmpe samarbejde på tværs af vores Forsorgshjem, Skjoldbo, Voksenstøtten, vores rådgivere, Hjemløseenheden, Jobcentret, Borgerservice samt ikke mindst boligorganisationerne og det hele sker i tæt samarbejde med vores gode, frivillige samarbejdspartnere. Det er virkelig dejligt, at det hårde arbejde nu også kan aflæses i tallene allerede efter et års indsats og koordinering,” siger Lise Willer.

    113 hjemløse, hvoraf kun de 3 bor på gaden, er meget tæt på det laveste antal borgere uden tag over hovedet i Esbjerg Kommune, siden VIVE begyndte at lave den nationale hjemløsetælling tilbage i 2007, hvor antallet var 109. Dermed ser det ud til, at stigningen i antallet af hjemløse i Esbjerg Kommune er vendt.

    Arbejdet med helt at afskaffe hjemløsheden i Esbjerg Kommune på sigt fortsætter med den nye Hjemløseenhed i front:

    “Èn hjemløs er én for meget. Derfor arbejder vi videre for på sigt helt at kunne afskaffe hjemløsheden her i kommunen,” siger udvalgsformand Jakob Lykke.

    FAKTA

    Hjemløse i Esbjerg Kommune

    • 2022: 113
    • 2021: (udsat til 2022 pga. corona)
    • 2019: 169
    • 2017: 182
    • 2015: 136
    • 2013: 144
    • 2011: 130
    • 2009: 128
    • 2007: 109
    KILDE: VIVEs, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hjemløsetælling

    Kontakt:

    Jakob Lykke, formand for Borger & Arbejdsmarkedsudvalget, mobil: 20422649, mail: jakly@esbjerg.dk

    Lise Willer, direktør Borger & Arbejdsmarked, mobil: 29644753, mail: lipw@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/malrettet-indsats-virker-markant-faerre-er-hjemlose-i-esbjerg-kommune?releaseId=13657827

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **