Pressemeddelelse fra Lif Lægemiddelindustriforeningen
Antallet af kliniske forsøg i Danmark er steget markant det seneste år.
Fra 2020 til 2021 er antallet af kliniske forsøg blandt medlemmer af Lægemiddelindustriforeningen, Lif, og Dansk Biotek steget med 23 procent, viser en ny undersøgelse.
Undersøgelsen opgør i alt 376 igangværende kliniske forsøg i 2021.
I forhold til 2020 er der tale om en markant stigning på 71 forsøg – eller 23 procent
I Lif tilskriver koncernchef Ida Sofie Jensen især politisk fokus på klinisk forskning, i blandt andet aftalen om en life science strategi i Danmark, æren for den store fremgang.
Strategien fastholder bl.a. udvikling af Trial Nation, der er et offentlig-privat samarbejde baseret på en politisk ambition om og vilje til at samle alle tråde, der kan styrke de kliniske forskningsmiljøer i Danmark.
“Sideløbende er der også udviklet en stadig stærkere og positiv dialog med myndighederne og regionerne. Det var ekstra vigtigt under COVID-19, og nu har også de globale firmaer fået øjnene op for, at vi i Danmark ikke alene har stærke faglige miljøer i et effektivt, velfungerende og ikke mindst samarbejdsorienteret sundhedsvæsen. Vi har også en befolkning, der er åben for at deltage i forskning, og myndigheder, der ser det som et succeskriterie at bidrage til den positive udvikling,” siger Ida Sofie Jensen.
Blandt de igangværende kliniske forsøg er 122 helt nye forsøg, som blev igangsat i 2021.
Også her er det en fremgang på næsten 30 procent i forhold til nye forsøg i 2020.
Selv om antallet af forsøg er gået markant frem, så er der stadig færre deltagere i forsøgene. En af forklaringerne er, at antallet af fase 1-forsøg, hvor der generelt er få deltagere, er gået frem; en anden er, at nye lægemidler er så specialiserede, at de testes på stadigt mindre grupper af patienter.
Gennembrud inden for udvikling af personlig medicin og lægemidler til små og sjældne sygdomme bidrager også hertil.
Kontakt:
Presserådgiver Claus Bøggild email: clb@lif.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klinisk-forskning-i-danmark-i-stor-fremgang?releaseId=13658143
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **