Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse
Den voldsomme stigning i de lange renter kan tydeligt aflæses i Middelfart Sparekasses halvårsrapport 2022. Grundet negative kursreguleringer lander resultatet før skat på koncernniveau på minus 13,1 mio. kr.
Middelfart Sparekasse har et meget betydeligt indlånsoverskud med indlån, der er ca. dobbelt så stort som udlånet. Langt den væsentligste del af indlånsoverskuddet
har været placeret i Nationalbanken. Ca. en fjerdedel af indlånsoverskuddet har været placeret i danske realkreditobligationer, hvis kursfølsomhed er steget i takt med rentestigningen og dermed har resulteret i et betydeligt kurstab. Samlet set betegnes halvårsregnskabet “ikke tilfredsstillende”.
– Det har været et udfordrende første halvår for vores obligationsbeholdning, som blev ramt af de stigende lange renter, hvad har resulteret i et samlet kurstab
i første halvår på godt 85 mio. kr. Men fraregnet den post, så er det faktisk et meget fint halvårsregnskab, vi leverer. Vi har fremgang i indtægterne, vi har afholdt alle omkostninger til sammenlægningen med Folkesparekassen, og vi kan tilbageføre nedskrivninger på udlån, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart
Sparekasse.
God gang i forretningen
På indtægtssiden er der fremgang i både renteindtægter og gebyr- og provisionsindtægter. Det er den positive side af rentestigningen, der spiller ind, da mange kunder har lagt realkreditlån om i første halvår for at reducere restgælden i boligen.
Et højt aktivitetsniveau i første halvår kan også ses i sparekassens udlån, der stiger med 4,1 procent siden årsskiftet til 6,7 mia. kr. Indlånet står stort set stille i første halvår. Inkl. indlån i puljeordninger er indlånet steget 1,3 procent til 14,8 mia. kr.
Da sparekassen samtidig kan tilbageføre nedskrivninger for 6,9 mio. kr. i første halvår, er der positive takter i driften og i kundernes generelle sundhedstilstand.
– Vores snart 96.000 kunder har det overordnet set rigtigt godt. Vi har endnu ikke mærket efterveer af corona-krisen, så vores ledelsesmæssige skøn relateret til corona på 21,8 mio. kr. står fortsat urørt. Jeg forventer, at vi i andet halvår skal revurdere det ledelsesmæssige skøn, siger Martin Baltser.
Sparekassens omkostninger stiger også i første halvår 2022. Faktisk med 12,1 procent i forhold til første halvår 2021. Dette skyldes i høj grad engangsudgifter, ikke mindst udgiften til sidste års sammenlægning med Folkesparekassen, som blev endeligt gennemført i første halvår 2022.
Solide kapitalforhold
På grund af det negative resultat i første halvår falder sparekassens egenkapital med 5,1 mio. kr. til 1.842,1 mio. kr. Garanterne bakker fortsat solidt op om sparekassen,
og garantkapitalen er øget med 21,1 mio. kr. siden årsskiftet til 879,8 mio. kr. NEP-kapitalprocenten er 23,2, og den kapitalmæssige overdækning er på 8,7
procentpoint.
– Kapitalmæssigt står vi fortsat godt rustet, og jeg er meget glad for den stærke opbakning fra vores garanter. Vi vil gerne have endnu flere garanter, og vores ambition er at gøre det endnu mere tydeligt, hvordan man som garant er med til at bakke op om en sparekasse,
der tænker og handler anderledes. Et aktuelt eksempel er vores dybe involvering i at bekæmpe ensomhed gennem vores samarbejde med “March mod Ensomhed”. Vi har heldigvis en størrelse og robusthed, så vi kan klare et halvår som dette uden at
fjerne øjnene fra bolden – fokus på kundetilfredshed og medarbejdertilfredshed samt at indtage en aktiv rolle i samfundet, siger Martin Baltser.
Han og kollegerne har taget hul på et halvår, hvor rentestigninger bliver et tema. Fra 1. september skal privatkunder ikke længere betale negative indlånsrenter, og
fra samme dato hæves udlånsrenten med 0,5 procent.
– De negative indlånsrenter er ikke noget, vi har drømt om, og jeg ser frem til en tilbagevenden til mere normale tilstande, siger Martin Baltser.
Sammenfattende er han meget tilfreds med første halvår – på nær udviklingen i obligationsbeholdningen.
– Vi har meget at glæde os over i Middelfart Sparekasse. Sammenlægningen med Folkesparekassen er gået over al forventning. Alle medarbejdere har ydet en enorm indsats i første halvår; ikke mindst har vi hjulpet mange kunder i endnu en konverteringsbølge. Desværre overskygges dette – i hvert fald resultatmæssigt
– af de voldsomme rentestigninger i første halvår. Heldigvis har vi grundlæggende en god og sund forretning, og vi venter, at andet halvår i betydeligt omfang reparerer på resultatet, siger Martin Baltser.
Sparekassen forventer et resultat før skat for hele 202 i størrelsesordenen 40-55 mio. kr., hvilket dog er en væsentlig reduktion af den oprindelige forventning for året på 100-125 mio. kr. Forventningen til resultatet for hele året er med forbehold for renteudviklingen i den resterende del af 2022.
Kontakt:
Kommunikationsdirektør Bjarne Jacobsen tlf.: 27900664 email: bja@midspar.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rentestigning-pavirker-sparekasses-halvarsresultat?releaseId=13658120
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **