PRM / Akademikerne: Regeringens finanslovsforslag skærer massivt på uddannelse

    Pressemeddelelse fra Akademikerne

    Akademikernes formand Lisbeth Lintz frygter alvorlige konsekvenser for uddannelseskvaliteten, hvis ikke finanslovsforhandlingerne fører til en videreførelse af det taxameterløft, der har siden 2010 har holdt hånden under uddannelserne.

    Akademikernes formand Lisbeth Lintz udtaler:

    “Det vil få alvorlige konsekvenser, hvis regeringen kommer igennem med at fjerne taxameterløftet på 280 mio. kr. Vi kommer til at se dalende kvalitet og stor usikkerhed for medarbejderne. Det bliver en meget grim omgang, hvis uddannelserne skal skære 5000 kr. pr. studerende”.

    Der var i januar fundet flertal for en videreførelse af taxameterløftet i forbindelse med aftalen om Danmark kan mere 1, men da der ikke er fundet finansiering til aftalen, står universiteterne nu til at miste 280 mio. kr. årligt allerede fra årsskiftet.

    Lisbeth Lintz udtaler:

    “Det er helt ubegribeligt, at vi nu igen står i en situation, hvor universiteterne, få måneder inden et nyt finansår, ikke ved, om de er købt eller solgt. Jeg savner, at der er nogle politikere, der anerkender, at deres politik har enorm betydning for både studerende og ansatte ude på universiteterne og ikke bare forlænger taxameterløftet, men også gør det permanent”.

    Afslutningsvis udtaler Lisbeth Lintz:

    “Danmark kan ikke trække på råstoffer i undergrunden. I stedet er vi afhængige af at investere i uddannelse for at sikre fremtidens velstand og velfærd. Derfor er det mig en gåde, at regeringen fremlægger en finanslov, der skærer 280 mio. kr. på uddannelse. Nu er det op til de øvrige partier at stå værn om uddannelseskvaliteten.”

    For yderligere kommentarer, kontakt Lisbeth Lintz på 24888442 eller på ll@ac.dk.

    Akademikerne varetager interesser for 465.000 medlemmer på det offentlige og private arbejdsmarked.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/akademikerne-regeringens-finanslovsforslag-skaerer-massivt-pa-uddannelse?releaseId=13658043

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **