Pressemeddelelse fra ROMU
For tretten år siden, i september 2009, dukkede en lille og umådeligt detaljerig sølvfigur op af mulden under udgravningen af Danmarks største Kongehal i Gl. Lejre. Figuren blev tolket til at forestille den nordiske gud Odin siddende på højsædet Lidskjalv og flankeret af ravnene Hugin og Munin, så den blev hurtig døbt “Odin fra Lejre”.
Mange kender Odin fra den nordiske mytologi, og fortællingerne om guden i sagaer og eddaer er både mange og til tider indbyrdes modstridende.
I Snorris håndbog for skjalde er Odin primært en skjaldegud. I Heimskringla, de norske kongers historie, skildres han som en høvding, en indvandrer fra et område ved Sortehavet. I Saxos Danmarkshistorie fremstår han som danernes særlige skytsgud, og i eddadigtet Den Højes tale er han en hedensk rådgiver, der ikke følger sine egne råd.
Så Odin er en ganske kompleks karakter, og med foredraget på Lejre Museum bliver der nu en mulighed for at blive klogere på Odins mange ansigter.
Odin og Lejre
“Det er en stor fornøjelse endnu engang at kunne invitere til foredrag på Lejre Museum med Annette Lassen, der er en af verdens førende eksperter inden for sagalitteratur. Odin fra Lejre har stor betydning for historien om Lejre, fordi den spinder sagn og arkæologiske fund sammen – så det bliver spændende at nærme os, hvad det egentlig var for en gudekarakter, som Odinfiguren portrætterer” fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Lejre Museum.
Som opfølgning på foredraget står efterårsferien på Lejre Museum i Odin, Hugin og Munins tegn. Her kan man opleve særomvisningen “Odin, Hugin og Munin” i udstillingen “Sagnkongernes Lejre”, mens børn og barnlige sjæle er inviteret til ravne-aktiviteter. Læs mere på Lejre Museums hjemmeside.
Tid, pris og sted
Torsdag d. 29. september kl 19-21
Pris: 75 kr. Tilmelding via
Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
Kontakt:
Maja Kvamm email: majakv@romu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/odins-mange-ansigter-foredrag-pa-lejre-museum?releaseId=13657936
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **