PRM / Djøf lancerer ny kåring med klar opfordring: Lad os hylde de erfarne på arbejdsmarkedet

    Pressemeddelelse fra Djøf

    Djøf tager initiativ til kåringen Bedst over 60, som er en hædring af de erfarne kræfter på arbejdsmarkedet. For selvom beskæftigelsen buldrer derudad for alle grupper, går det ikke så godt med de ældste, som vi går og tror. De står først, når der fyres og sidst, når der hyres.

    – “Det er spild og helt absurd. Vi er nødt til at ændre vores syn på alder. Erfaring er guld i en organisation. Det er på tide, at vi erstatter fordomme med fakta og erstatter stigmatisering med solstrålehistorier, siger Sara Vergo,” formand for Djøf.

    Tal fra Djøf viser, at de erfarne desværre er overrepræsenterede i fyringsrunder i det offentlige. Og Danmark halter generelt efter Norge og Sverige, når det gælder andelen af erhvervsaktive over 60 år.

    – “Vi er simpelthen nødt til at gøre op med en kultur, hvor de erfarne medarbejdere ikke værdsættes nok. Især når man både politisk og i erhvervslivet taler så meget om arbejdskraftmangel og at øge pensionsalderen. Vi skal sætte fokus på alt det fantastiske, erfaring bidrager med på en arbejdsplads,” siger Sara Vergo, formand for Djøf.

    I kåringen Bedst over 60 opfordrer Djøf derfor alle danskere til at gå ind på hjemmesiden www.bedstover60.dk og nominere en person, de kender, som fortjener en hyldest. Det kan for eksempel være for at være en dygtig kollega, for et bemærkelsesværdigt arbejdsliv eller for at have skabt en god arbejdspladskultur.

    Til december vil Djøf præsentere en liste med de 60 bedste over 60 år.

    Ældre Sagen bakker op om Djøfs initiativ:

    – “Seniorerne skaber i kraft af deres erfaring og kompetencer unik værdi for deres arbejdsgivere, og det er helt afgørende for vores velfærd, at flere af dem bliver længere. Derfor er vi nødt at gøre op med den kultur, hvor alder spiller en rolle – både når der skal hyres eller fyres. På den baggrund er vi i Ældre Sagen glade for dette initiativ, som sætter en positiv dagsorden og bringer fokus på værdien af seniorerne på det danske arbejdsmarked,” siger Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup.

    Djøf opfordrer samtidig beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at tage initiativ til en national handlingsplan, så arbejdsmarkedet bliver bedre til at anerkende, rekruttere og fastholde mennesker over 60 år end tilfældet er i dag.

    Fakta:

    – I Danmark er 62 procent af de 60-64-årige i beskæftigelse modsat i Norge og Sverige, hvor det er 68 procent. For de 65-69-årige er 21 procent i beskæftigelse i Danmark mod Norges 30 procent, som er højest i Norden. (Kilde: Eurostat, 2021)

    – +50 er overrepræsenterede, når der sker afskedigelser af Djøf-medlemmer i den offentlige sektor. Andelen af fyrede +50 i den offentlige sektor er på 40 procent – mens de kun udgør 23 procent af medlemmerne i Djøf. (Kilde: Djøf, 2022)

    – Samtidig er der en tendens til, at ledige seniorer har sværere ved at komme tilbage i job end andre ledige. Blandt de arbejdsløse 60-64-årige udgør de langtidsledige 30 procent, hvilket er dobbelt så højt som for de 15-29-årige (Kilde: AE, 2022)

    – Hvert sjette Djøf-medlem over 55 år har oplevet negativ forskelsbehandling på grund af alder. (Kilde: Djøf, 2022)

    Link til nominering: Bedst over 60 | Djøf (djoef.dk)

    Kontakt mediechef Helle Slejborg, hsl@djoef.dk, tlf. 29734743

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/djof-lancerer-ny-karing-med-klar-opfordring-lad-os-hylde-de-erfarne-pa-arbejdsmarkedet?releaseId=13657971

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **