Pressemeddelelse fra EjendomDanmark
Under coronakrisen spekulerede man over, om flere ville skrotte arbejdspladsens fysiske kontorlokaler. De nyeste tomgangstal peger dog på, at det ikke er tilfældet. Antallet af tomme kontorlokaler er det laveste i 13 år. Det viser EjendomDanmarks nyeste tomgangsrapport.
Faktisk har tomgangen ikke været lavere siden 2009, og med et fald på 1,2 procentpoint siden sidste år ligger tomgangsprocenten nu på 7,7 procent.
“Tallene tyder på, at coronakrisen ikke har betydet en ringere efterspørgsel på kontorlokaler. Selv i en mere og mere digital hverdag med hybride arbejdspladser er der fortsat et behov for og ønske om fysiske kontorlokaler, som kan danne rammerne om en effektiv og social arbejdsplads. Ligeledes kræver hybride arbejdspladser, at kontorlokalerne kan imødekomme, at medarbejderne delvist arbejder hjemmefra og delvist er fysisk til stede på kontoret, hvilket betyder et større behov for kontorlokaler,” påpeger Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark.
Laveste niveau siden Finanskrisen
Det er fjerde kvartal i træk, at tomgangen for kontorer falder, men første gang tomgangsprocenten rammer samme niveau som i år 2009. Finanskrisen fik antallet af ledige kontorer til at stige kraftigt, og kontorerne har været blandt de lejemål, hvor tomgangen har været længst tid om at falde til samme niveau som før krisen.
“Mens tomgangen for andre typer af lejemål er faldet mere støt, har en lavere tomgang for kontorer ladet vente på sig. Vi skal helt frem til 2017, før vi ser et mærkbart fald for kontorlejemål,” siger Morten Marott Larsen.
Han betragter den netop offentliggjorte tomgangsprocent for kontorer som et tegn på, at erhvervslivet fortsat spirer. Morten Marott Larsen fremhæver også, at den lave tomgang er et bedre udgangspunkt, hvis der kommer en stigning i tomgangen grundet den økonomiske situation.
“Med den højeste inflation i knap 40 år står vi over for en ustabil økonomisk situation, som lige nu kræver sine ofre i form af stigende priser på alt fra fødevarer til benzin. På længere sigt kan det få indflydelse på det generelle erhvervsliv, og derved også behovet for kontorer, hvorfor vi risikerer, at tomgangen for kontorer stiger igen.”
Kontakt:
Pressekonsulent Christina T. Kirkeby tlf.: 22644732 email: ctk@ejd.dk
Underdirektør, økonomi Morten Marott Larsen tlf.: 28455651 email: mml@ejd.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kontorlokaler-i-hoj-kurs?releaseId=13657465
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **