PRM / Metrolinjer til Refshaleøen og Lynetteholm sendes nu i offentlig høring

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Hvordan skal byens nye metrostationer indrettes, skal der tages særlige hensyn til legepladsen eller den lokale grønne oase, når byggepladserne placeres, og hvilke miljøforhold skal belyses? Det er nogle af de emner, som københavnerne nu får mulighed for at give indspark til. Borgerrepræsentationen gav på sit møde torsdag den 25. august grønt lys til at sende to forslag til den kommende metrolinje til Refshaleøen og Lynetteholm i offentlig idéfasehøring.

    Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig til at høre borgenes ideer og tanker:

    “For mig som overborgmester er det et mål at gøre hele Københavns udvikling til et fælles anliggende for alle københavnere. Borgerinddragelse og dialog er nøglen til det København, som så mange drømmer om at blive en del af. Vi skal udvikle byen sammen, ” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsætter:

    “Derfor er jeg glad for, at vi nu tager hul på dialogen om byens nye metrolinje. Vi har fordoblet høringsperioden fra fire til otte uger, så københavnerne får ordentlig tid til at indsende høringssvar. Den mulighed vil jeg opfordre alle til at gribe – jeg glæder mig til den videre dialog om udbygningen af vores fantastiske metro.”

    De to forslag til metrolinjer, som kommunen nu sender i idéfasehøring, er hhv. M5 Lilla og M5 Orange. Den lilla linje er den længste af de to med ni stationer, der vil løbe fra Københavns Hovedbanegård via Bryggebroen og DR-byen over Amagerbrogade og Lergravsparken til Kløverparken og Refshaleøen og videre til Lynetteholm. M5 Lilla dækker nye områder på Islands Brygge og ved Amagerbrogade og vil samlet set betjene mere end 51.000 beboere, arbejdspladser og studiepladser i 2035. Samtidig vil den løse den pladsmangel, der allerede i 2035 vil opstå på strækningen mellem Amager og Kongens Nytorv i den eksisterende metro.

    Den noget kortere linjevariant, M5 Orange, har fire stationer, og den vil løbe fra Østerport under havnen til Refshaleøen og videre Lynetteholm. Linjen dækker alene de kommende byudviklingsområder på Refshaleøen og Lynetteholm, og vil betjene ca. 10.000 beboere, arbejdsplads- og studiepladser i 2035.

    Efter idéfasehøringen udløber i slutningen af oktober, udarbejder Økonomiforvaltningen en hvidbog med de indkomne høringssvar og vurdering af disse, som forelægges Borgerrepræsentationen. Alle inputs fra idéfasehøringen vil indgå i det videre arbejde i 2022 og 2023, hvor politikerne skal tage stilling til, om der skal anlægges en ny metrolinje, og hvilken linjeføring der i så fald skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport for.

    Kom til borgermøde den 28. september og 6. oktober

    Onsdag d. 28. september inviterer Københavns Kommune til borgermøde om M5 på Islands Brygge Kulturhus, hvor alle er velkomne. Her kan du høre mere om og stille spørgsmål til de forskellige forslag til stationsplaceringer og øvrige byggepladser, der kan blive nødvendige, hvis metrolinjen M5 skal anlægges. Der afholdes desuden et digitalt borgermøde torsdag d. 6. oktober. Nærmere program følger på metrolinjem5.kk.dk, når høringen starter.

    Fakta:

    Sådan indsender du dit høringssvar

    Når høringen starter d. 5. september, 2022, kan du afgive dit høringssvar på blivhoert.kk.dk

    Om idéfasehøringen

    Idéfasehøringen er en indledende, offentlig høring om projektet. Det er første skridt mod en miljøkonsekvensvurdering af projektet, og i gangsæt efter ansøgning fra Metroselskabet. Alle borgere, virksomheder og organisationer mv. kan komme med idéer og kommentarer til forslaget til den nye metrolinje, samt hvad en fremtidig miljøkonsekvensrapport skal indeholde. Det er dermed en mulighed for at få indflydelse tidligt i projektet. Når høringen starter, kan du gå ind på metrolinjem5.kk.dk og dykke ned i stationsplaceringer, linjeføringer m.v. på de to linjer.

    Den videre proces for M5

    • Otte ugers idéfasehøring fra uge 36 til uge 44
    • 28. september: Borgermøde hos Kulturhuset Islands Brygge
    • 6. oktober: Online borgermøde
    • 31. oktober: Idéfasehøring slutter.
    • 1. kvartal 2023: Politisk behandling af hvidbog over høringssvar til idéfasen.
    • Efterfølgende skal forligskredsene bag Lynetteholm i henholdsvis Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation beslutte, hvilken linjeføring for M5, der skal undergå en miljøkonsekvensvurdering.
    • 2023-2024: Udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport, der afsluttes med 8 ugers offentlig høring. Efterfølgende forventes det, at der vedtages en anlægslov og udstedes myndighedstilladelse til projektet.
    • 2025: Udbudsprojektering og udbud
    • 2026-2034: Anlægsfase.
    • 2035: Metrolinje M5 forventes taget i brug.

    Kontakt:

    Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressekonsulent Rasmus Meldgaard, 2057 3862

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/metrolinjer-til-refshaleoen-og-lynetteholm-sendes-nu-i-offentlig-horing?releaseId=13657736

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **