Pressemeddelelse fra Indenrigs- og Boligministeriet
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om en aftale om et huslejeloft på 4 procent årligt. Loftet skal gælde de næste to år.
Huslejeloftet er blevet besluttet for at skabe ro for landets lejere i en tid, hvor inflationen i juli blev opgjort til 8,8 procent.
Der er tale om et indgreb, som gælder både eksisterende lejekontrakter og fremtidige lejekontrakter. Det vil også gælde de huslejer, der er sat op i løbet af de seneste måneder. Deres huslejer vil blive sat ned typisk 3 måneder (svarende til lejers opsigelsesvarsel) efter indgrebet træder i kraft.
“For regeringen har det været afgørende at passe på de danske lejere. De skal ikke gå fra hus og hjem på grund af den voldsomme inflation, vi oplever lige nu. Derfor glæder jeg mig over, at vi har kunnet indgå denne aftale om et huslejeloft på 4 procent. Det skaber tryghed og ro for lejerne,” siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.
Op mod 160.000 lejere står til at blive ramt af meget store huslejestigninger, vurderer Indenrigs- og Boligministeriet. Hvis en udlejer har hævet lejen inden indgrebet træder i kraft, så skal der gå typisk tre måneder, svarende til lejers varsel for opsigelse, inden indgrebet får virkning for huslejestigningen. Meddeler udlejer først huslejestigningen efter at indgrebet træder i kraft, gælder loftet med det samme.
Det vil være muligt for udlejere at hæve lejen over 4 procent, hvis udlejer kan dokumentere højere driftsudgifter ift. året før, og huslejestigningen på 4 pct. ikke kan dække dette.
Partierne bag aftalen udtaler:
Orla Hav, Socialdemokratiet:
“Aktiv bekæmpelse af inflationens skadelige virkninger. Et flertal har valgt at lægge vægt på den alvorlige økonomiske byrde en stor del af lejerne i det private udlejningsbyggeri står overfor med en inflation som følge af en pristalsudvikling på 8,7%. Socialdemokratiet havde ønsket en bred aftale; men for en række partier vejede hensynet til udlejernes tarv hårdest.”
Halime Oguz, SF:
“Vi skaber nu ro for rigtig mange lejere, der har været bekymrede for de voldsomme huslejestigninger. Men med et loft på stigningen vil vi nu redde manges økonomi, og det glæder mig, at vi kan skabe den tryghed i hverdagen hos folk, der har frygtet at være nødsaget til helt at flytte.”
Andreas Steenberg, Radikale Venstre:
“Radikale Venstre synes ikke, at det er retfærdigt, at lejere oplever store stigninger i deres leje som skyldes udefrakommende årsager. Derfor støtter vi, at der laves dette loft midlertidigt, og at der i fremtiden udvikles en mere retfærdig regulering.”
Mai Villadsen, Enhedslisten:
“Det her er en enormt vigtig aftale for rigtig mange lejere. Der er ikke nogen, der skal frygte at flytte fra hus og hjem i Danmark. Den her aftale viser, hvad forskellen er i dansk politik. Et flertal vil forsvare lejerne og skabe tryghed. Desværrre valgte blå blok, hellere at ville beskytte spekulanterne, end de mennesker, hvis hjem det her handler om. Det er et vigtigt første skridt mod et boligmarked, der virker for alle – ikke kun for spekulanter. For ekstreme huslejer og stigende boligpriser er et politisk valg. Enhedslisten kommer til at arbejde videre for et trygt og sundt boligmarked.”
Kontakt:
Presserådgiver Cecilie Rex Selmer email: crs@im.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aftale-laegger-loft-pa-huslejestigninger?releaseId=13657708
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **