Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S
Molslinjen beholder de to færgeruter Alslinjen mellem Bøjden og Fynshav og Samsølinjen mellem Kalundborg og Ballen. Transportministeriet har efter to udbud tildelt Molslinjen de to færgeruter. Kontrakterne, som løber i 10 år, underskrives endeligt i løbet af efteråret i år.
Molslinjen overtog de to ruter, da rederiet i oktober 2018 købte Danske Færger.
“Vi er glade for at beholde de to ruter, og vi glæder os til at udvikle trafikken begge steder i den næste kontraktperiode til gavn for de lokalsamfund, hvor færgedriften er så vigtig”, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.
Begge ruter skal fremover betjenes af elfærger drevet af grøn strøm. De to skibe kommer til at sætte helt nye standarder for elfærger i Danmark.
“Der ligger to års planlægning bag optimeringen af færgerne – og det kommer til at betyde et stort skridt i vores planer for omstilling af dansk indenrigsfærgefart”, siger Carsten Jensen.
Når kontrakterne er endeligt i hus, går Molslinjen straks i gang med de sidste detaljer omkring de to nybygninger, og så snart de er på plads, kan der fortælles mere detaljeret om ruternes nye skibe.
“Vi har bygget videre på vores gode erfaringer med vores første elfærge på Fanølinjen. Her har vi fået værdifuld erfaring, som vi kan tage med os til de nye og større færger”, forklarer Carsten Jensen.
Alslinjen skal besejles fra september 2024, mens Samsølinjens nye kontrakt løber fra januar 2025.
Kontakt:
PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/to-vundne-udbud-sikrer-gronne-faergeruter?releaseId=13657418
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **