PRM / Vandhunde har taget godt imod Esbjergs nye badested

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Den flotte sommer har fået de badende til at flokkes til Esbjergs nye badested, hvor man kan få en forfriskende dukkert. Badesæsonen begyndte officielt den 1. juni, og siden da har målinger af vandkvaliteten vist, at man trygt kan bade i områderne forbeholdt aktivitet i vandet.

    Badegæster ved den menneskeskabte havneø mødes af skilte, der fortæller, hvor man kan bade. Her gøres der også opmærksom på, at udspring er forbudt. Det kan være fristende at springe ud fra broerne og andre høje punkter som fx kajkanterne eller slusen. Desværre egner forholdene sig slet ikke til det, da vanddybden stiger og falder med flere meter. Visse steder er vanddybden kun 1,5 meter, og ved kraftig østenvind kan det være endnu lavere.

    Bedste badevandskvalitet

    Kun fem gange i år er det røde flag, som varsler om forurening, strøget til tops ved Esbjerg Strand.

    “De seneste målinger ved Esbjerg Strand viser, at badevandskvaliteten er så god, at vandet vil blive klassificeret af EU som “Udmærket”, hvilket er den bedste klassificering inden for badevandskvalitet”, uddyber Jørgen Ahlquist.

    En mere robust kloak giver færre overløb

    Badevandskvaliteten bygger på et tæt samarbejde mellem Esbjerg Kommune og DIN Forsyning:

    “Vi har bl.a. fokuseret på at overløb fra kloaksystemet i Fovrfeld og Renseanlæg Vest skal reduceres ved i højere grad at udnytte kapaciteten i kloakken. Vi har gennemført tiltag, som dels reducerer overløbsmængderne, og som samtidig sikrer, at overløb i højere grad sker til Trafikhavnen, som er mindre sårbar ifht. bakterieværdierne, fordi den bliver brugt til skibe frem for badegæster”, fortæller projektchef Henrik H. Blicher fra DIN Forsyning og fortsætter:

    “Desuden har vi længe arbejdet på at gøre Esbjergs kloaksystem mere robust overfor kraftig regn. Det gør vi bl.a. ved at dele kloakken op i to rør – ét til spildevand og ét til regnvand. Så kan vi lede regnvandet udenom renseanlægget og undgår ubehagelige overløb og oversvømmelser med en blanding af spildevand og regnvand. Det er et arbejde, vi stadig er i gang med, men nu hvor vi har fået lavet en række vigtige omkoblinger af nogle af de centrale dele af byen, ser vi en tydelig effekt”, fortæller Henrik H. Blicher.

    PFAS under grænseværdien

    Foruden initiativerne for at mindske mængden af bakterieværdierne i badevandet, er der også blevet målt for PFAS.

    “Badevandet er også analyseret for PFAS-forurening, og resultatet må anses som meget tilfredsstillende. Der blev gjort et lille fund af samlede PFAS-stoffer, der ligger ca. 40 gange under den vejledende grænseværdi”, slutter Jørgen Ahlquist.

    Selvom badevandssæsonen slutter den 31. august, kan badegæster stadig gå i vandet med ro i sindet. Varsling med rødt flag fortsætter hele året til glæde for vinterbaderne.

    Kontakt:

    Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune,
    tlf. 27 24 52 82.

    Julie Maj Bryderup Gaardsdal, kommunikationskonsulent, DIN Forsyning, tlf. 60 15 70 19.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vandhunde-har-taget-godt-imod-esbjergs-nye-badested?releaseId=13657616

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **