PRM / Flere frivillige skal tilbage i foreningslivet

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesøs borgere er nogen af de mest foreningsaktive i Danmark, så frivillige er eftertragtede. De er en drivkraft i vores lokalsamfund, for vore børn og vore pårørende. Men de mangler i større og større grad.

    Workshop for foreninger

    Derfor inviterer det politiske udvalg Kultur, Fritid og Idræt og Folkeoplysningsudvalget til en workshop med konsulenthuset Ingerfair fredag den 9. september. Her kan foreninger, der ønsker hjælp til at tiltrække frivillige kræfter, få indsigt i samfundets tendenser, de frivilliges motivation for at engagere sig og få hjælp til sin egen foreningscase.

    “Foreningslivet er en vigtig del af Furesø Kommunens DNA, og de fleste af furesøborgerne har foreningslivet som en vigtig del af deres hverdag. Derfor vil vi hjælpe foreningerne med at håndtere den stigende efterspørgsel på frivillige kræfter. På workshoppen vil foreninger kunne få feedback på deres egen konkrete situation”, siger Tine Hessner (R), formand for Kultur, Fritid og Idræt.

    Folkeoplysningsudvalget glæder sig over arrangementet og håber, at så mange som overhovedet muligt vil tage imod dette tilbud.

    “Foreningslivet er helt afhængige af frivillige som drivkræfter, der støtter foreningen i dens aktiviteter og gøremål. Derfor er det afgørende for foreningslivet, at der løbende er frivillige, der kan hjælpe med at træne og instruere, arbejde i bestyrelsen, være holdleder, hjælpe med events, m.m. Det er vigtigt i alle foreninger, at der løbende rekrutteres nye og gerne yngre frivillige for at sikre kontinuitet og løbende generationsskifte”, siger Lars Køster Svendsen, formand for Folkeoplysningsudvalget.

    Om workshoppen

    Furesø Kommune har sendt invitationer til alle aktive foreninger i Furesø Kommune. Arrangementet er også omtalt på www.aktivfuresoe.dk, hvor der er link til tilmelding. Workshoppen finder sted fredag 9. september 2022 kl. 16-21 i Multisalen på Furesø Rådhus, Stiager 2, 3500 Værløse.

    Kultur, fritid og idræt og Folkeoplysningsudvalget vil byde velkommen. Efterfølgende overtager konsulentvirksomheden Ingerfair rollen som oplægsholder og facilitator. Ingerfair har gennem de seneste 12 år været med til at sætte den fagprofessionelle, systematiske og strategiske tilgang til involvering af frivillige på dagsordenen.

    Kontakt:

    Tine Hessner (B) email: tih1@furesoe.dk

    Formand for Folkeoplysningsudvalget i Furesø Lars Køster Svendsen tlf.: 50940842 email: lks3520@gmail.com

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-frivillige-skal-tilbage-i-foreningslivet?releaseId=13657454

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **