Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Den ekstraordinære situation med høje energipriser sætter fortsat sit markante præg på mange danskeres hverdag. For at afbøde konsekvenser heraf indgik regeringen inden sommerferien en bred aftale med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti om kompensation af borgere for de høje energipriser.
Tirsdag d. 23. august fremsatte beskæftigelsesministeren et lovforslag (L 206), der udmønter de dele af aftalen, der omhandler udbetalinger til visse borgere. Lovforslaget førstebehandles i Folketinget senere i dag.
Regeringen er optaget af, at pengene kommer ud til borgerne hurtigst muligt. Tidligere på måneden anmodede regeringen derfor Folketingets formand om at indkalde til hastebehandling af lovforslaget inden Folketingets åbning.
Den hurtige lovgivningsproces betyder, at udbetalingen af første rate af ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck på 2.500 kr. skattefrit kan blive udbetalt allerede i slutningen af september. Engangsbeløbet på 2.000 kr. skattefrit til SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørge kan blive udbetalt senest i midten af oktober.
Engangsbeløbet på 2.000 kr. skattefrit til personer på tilbagetrækningsydelser vil blive udbetalt i starten af 2023. Det samme gælder anden rate af den skattefrie ældrecheck på 2.500 kr. Udbetalingstidspunkterne i 2023 følger af den politiske aftale.
Lovforslaget skal efter planen 2. og 3. behandles i Folketinget torsdag den 8. september.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
– Mange danskere er påvirket af de høje prisstigninger på el og varme, vi har set i år. Og for flere er livremmen lige nu spændt så meget ind, at de har svært ved at få deres penge til at slå til. Det tager vi ekstremt seriøst i regeringen.
– Sammen med et bredt flertal af Folketingets partier indgik regeringen kort før sommerferien en aftale, der skal sikre en økonomisk håndsrækning til nogle af de borgere, som er særligt hårdt ramt af de stigende energipriser. Det gælder blandt andet pensionister, der modtager ældrecheck.
– For at få hjælpen hurtigere frem bad vi tidligere på måneden Folketingets formand hastebehandle lovforslaget. Det fik vi grønt lys til, og derfor er det virkelig glædeligt at vi allerede i dag kan førstebehandle forslaget. Hvis alt går vel er hjælpen nær, og fremme på kontoen hos de berettigede personer, inden de skal betale oktober måneds regninger.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/okonomisk-hjaelp-er-pa-vej-til-290000-aeldre-se-hvor-mange-i-din-kommune?releaseId=13657433
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **