PRM / H.K.H. Kronprinsessen besøger Grønland: Sætter fokus på plastikaffald i naturen

    Pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden

    Plastikaffald er et voksende miljøproblem i hele verden. Tirsdag den 23. august deltog H.K.H. Kronprinsesse Mary, der er præsident for WWF Verdensnaturfonden, i et WWF-event i Nuuk, hvor hun sammen med det lokale fritidshjem Aqqaluk indsamlede og sorterede plastik ved stranden i Nuuk. Ved arrangementet deltog også borgmesteren i Nuuk, Avaaraq S. Olsen, samt Allan Peter Olsen og Pipaluk Lynge-Rasmussen, der er henholdsvis programchef og projektleder i WWF Verdensnaturfondens Grønlandsprogram

    WWF Verdensnaturfonden har på forskellig vis arbejdet for at mindske plastikforurening i naturen i Grønland og vil også gerne sætte fokus på, at man som borger kan gøre en forskel. Derfor talte WWF Verdensnaturfonden og Kronprinsessen bl.a. med børnene om gode plastikvaner: Brug kun plastik, når det er nødvendigt, smid plastikaffald i skraldespanden og husk at tage plastikaffald med hjem fra naturen.

    Lokale løsninger er afgørende
    WWF Verdensnaturfonden har via flere initiativer sat fokus på udfordringerne med plastikaffald i Grønland. Miljøorganisationen har bl.a. iværksat en større undersøgelse af affald indsamlet langs den grønlandske vestkyst og medvirket til flere samarbejder om plastikoprydning. Disse undersøgelser har vist, at meget af plastikaffaldet har lokal oprindelse.

    “Vi har gennem vores arbejde med plastik fået kortlagt, at meget af det plastik, vi finder skyllet op på vores kyster, kommer fra lokale kilder. Det er på sin vis godt, for det betyder, at vi kan finde lokale løsninger, og det vil vi i WWF Verdensnaturfonden meget gerne bidrage til,” siger Allan Peter Olsen, programchef for WWF’s Grønlandsprogram, og fortsætter:

    “Lokale løsninger kræver lokalt samarbejde, og det er vigtigt, at vi får inddraget den næste generation, da det jo er dem, der skal leve med de beslutninger, vi træffer i dag. Derfor er vi også glade for, at H.K.H Kronprinsessen kunne deltage i vores arrangement, hvor vi sammen med børnene kunne sætte fokus på plastik i naturen og tale om, hvor plastikaffaldet kommer fra. Vi havde selvfølgelig også en god dialog om, hvordan man kan løse plastikudfordringerne i naturen, og hvilke gode vaner, man kan tillægge sig og praktisere sammen med sin familie.”

    WWF Verdensnaturfonden vil de kommende år fortsat fokusere på, hvordan man kan reducere plastikaffald i Grønland. Derfor er Pipaluk Lynge-Rasmussen, der er en af medstifterne bag den grønlandske græsrods-Facebook-gruppe Plastic Not So Fantastic, der har over 4.000 medlemmer, fra 1. august ansat i WWF’s Grønlandsprogram.

    Pipaluk Lynge-Rasmussen skal være projektleder i WWF Verdensnaturfondens Grønlandsprogram med kontor i Nuuk og bidrage til WWF’s igangværende plastikaffaldsprojekt, der i september måned bringer miljøorganisationen til Qaqortoq for at samle og analysere plastikaffald sammen med hollandske Wageningen University & Research. Tidligere har WWF Grønland og Wageningen University & Research også besøgt Sisimiut med samme formål.

    En grønlandsk version af pressemeddelelsen er tilgængelig under ‘dokumenter’.

    Kontakt:

    Head of Press & Media Mai-Britt Noe tlf.: +45 28 93 63 28 email: mai-britt.noe@wwf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hkh-kronprinsessen-besoger-gronland-saetter-fokus-pa-plastikaffald-i-naturen?releaseId=13657341

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **