Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S
Hovedpersonen i En del af hjertet går ud af kroppen skal være far. En milepæl i livet, som får ham til at reflektere over sin egen far, farfar og morfar, sine mandlige venner, sine relationer, den verden vi lever i. Når man selv er vokset op i en kultur, hvor det er vigtigt at være stærkere, hurtigere, tage plads og ikke føle, hvordan kan man så opdrage et barn til den tid, vi lever i nu?
Romanens hovedperson ser tilbage på sit liv og især på tiden med barndomsvennen Mark, som han fiskede med, snakkede med og tog de første skridt væk fra barndommen sammen med – indtil han begyndte at skamme sig over ham og lægge afstand mellem dem. Nu får han snart ansvaret for et lille liv, som han skal lære at navigere i verden uden selv at vide, hvordan man gør det, når man vil være mand på en anden måde end tidligere generationer.
“Altid var det efterår, altid er det efterår, tænker jeg, mens jeg går ned ad bakken med en stille krop, en tynd og stille krop, der tænker på et hjerte, et nyt bankende hjerte i verden. Det var det første, jeg så. Det lille hjerte på skærmen, intet andet end et hjerte, der bare slog som det eneste rigtige i den her verden.” (Citat fra bogen)
En del af hjertet går ud af kroppen er en roman om at skulle være far. Om nedarvede mønstre og roller, om de spørgsmål, der rejser sig, når man pludselig skal give sin historie videre, og om, hvordan livet kunne være, hvis vi var bedre til at tale med hinanden.
Victor Boy Lindholm er født i 1991 og bor på Amager. Han har skrevet en række digtsamlinger og teaterstykker og arbejder sideløbende som journalist. En del af hjertet går ud af kroppen er hans romandebut.
Fakta om romanen:
En del af hjertet går ud af kroppen
Forfatter: Victor Boy Lindholm
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740674774
Sidetal: 194
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 26. august 2022
Kontakt:
PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/maskulinitet-folelser-og-faderskab?releaseId=13657208
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








