PRM / Red Barnet løfter sløret for de vittige værter til dette års ‘Grin til Gavn’

    Pressemeddelelse fra Red Barnet

    Red Barnet løfter nu sløret for de to værter til det humoristiske velgørenhedsshow ‘Grin til Gavn’, der starter billetsalget i dag.

    Det er ingen ringere end de to bundrutinerede komikere Carsten Eskelund, der er kendt for at turnere land og rige rundt med Jan Gintberg og stille skarpt på danskernes gode ideer, samt Thomas Warberg, der har fået danskerne til at skraldgrine i underholdningsprogrammerne Stormester, Klipfiskerne og Live Fra Bremen på TV 2.

    – Vi glæder os utrolig meget til ‘Grin til Gavn’. Sidst vi samlede ind, kom vi tilbage med 2670 kroner i en raslebøsse. Og med al respekt for lokalområdets generøsitet, er der nu alligevel noget over at være med til at skrabe nogle millioner ind nogenlunde ligeså hurtigt. Og når det oven så i købet er sammen med gode kolleger er det bare en bonus, siger de to værter.

    De vil alliere sig med creme de la creme inden for dansk standup, når de den 27. december inviterer til ‘Grin til Gavn’ først i Musikhuset Aarhus og senere, når showet den 29. december vender tilbage til Falkoner Salen i København.

    30-års jubilæum

    I år er det 30 år siden, at danske komikere for første gang stillede sig på scenen og donerede deres tid og talent til fordel for børn i udsatte positioner. Dengang hed showet Talegaver til børn, derefter Comedy Aid og siden 2019 ‘Grin til Gavn’.

    – Det er intet mindre end fantastisk, at Red Barnet og nogle af landets allerbedste komikere nu for tredje gang inviterer til Grin til Gavn. Børn betaler lige nu en alt for høj pris som konsekvens af klimaforandringer, krig og stigende energi- og fødevarepriser. Tænk at kunne mødes til et godt og “velgørende” grin og samtidig gøre en kæmpe forskel for bl.a. børn ramt af krig og katastrofer, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

    Overskuddet fra dette års show vil gå til Red Barnets arbejde for de børn, der har allermest brug for det, både i Danmark og resten af verden. Og der er virkelig brug for det i år, hvor ekstremt vejr har forårsaget sultkatastrofer flere steder på kloden, med krigen i Ukraine og de mange børn i Danmark, der oplever mistrivsel.

    Om ‘Grin til Gavn’

    I 2019 overtog Red Barnet velgørenhedsshowet Comedy Aid, og i den anledning skiftede showet navn til ‘Grin til Gavn – Red Barnets Comedyshow’. Siden 1993 er det populære show blevet afviklet hvert år mellem jul og nytår. Fra 1993-2008 hed showet ‘Talegaver til børn’. Red Barnet har været en del af showet siden 2013.

    I år løber showet af stablen tirsdag den 27. december i Musikhuset Aarhus kl. 16:00 og kl. 20.00. Torsdag den 29. december i Falkoner Salen i København, kl. 20:00. Du kan købe din billet her: https://redbarnet.dk/grin-til-gavn/

    Kontakt:

    Pressechef Laurids Bæk Simonsen email: labs@redbarnet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/red-barnet-lofter-sloret-for-de-vittige-vaerter-til-dette-ars-grin-til-gavn?releaseId=13657061

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **