Pressemeddelelse fra Kbh-kollegier.dk ApS
Den omfattende undersøgelse, der er foretaget af
, viser, at 22.000 studieboliger har en månedlig husleje på maksimalt 4.500 kr., som kan betales med SU’en og efterlade et rådighedsbeløb på ca. 2.000 kr. hver måned uden at der er taget højde for eventuel boligstøtte.*SU efter skat og med frikort.
Undersøgelsen afslører, at 84% af kollegieafdelingerne i København og omegn har en minimumshusleje der ligger under 5.800 kr./md. hvilket er hvad mange får udbetalt af SU efter skat, når frikortet bruges. Nedenstående søjlediagram opdeler boligerne efter huslejeintervaller.
Over 10.000 studieboliger har en husleje på under 3.000 kr., hvor de billigste starter fra 1.500 kr. om måneden.
“Undersøgelsen overrasker ved at der findes så mange billige studieboliger i København“, siger stifter af kbh-kollegier.dk, Rasmus Berthu Damkjær.
De billigste kollegier og nogle af de dyreste
Tendensen går mod stigende gennemsnitlige husleje-priser, da nyopførte boliger bliver dyrere og der er årlige stigninger i huslejen, mens ældre kollegieafdelinger og studieboliger forbliver billige. I København er der 10 afdelinger, der udlejer boliger til under 2.000 kr. om måneden. Det drejer sig f.eks. om de ældre kollegier: Elers Kollegium, Borchs Kollegium, Valkendorf Kollegiet og Scharlings Studiegaard.
Undersøgelsen afslører også, at ønsker man at have et rådighedsbeløb på minimum 2.000 kr./md. så finder man at 53% af kollegierne i København og omegn har en minimumshusleje på 3.800 kr./md, hvilket frigiver 2.000 kr. i budgettet af SU-indkomsten efter skat, når frikortet bruges men ekskl. eventuel boligstøtte.
“Vores undersøgelse viser, at de fleste studieboliger i København er til at betale med SU’en – især hvis man medregner boligstøtte. Dog er spændet mellem de billigste og dyreste studieboliger ret stor. Det betyder at studerende får ret forskellige økonomiske levevilkår afhængigt af, hvilken studiebolig de får. Nogle kan sagtens leve for SU’en alene, mens andre er nødt til at arbejde ret meget ved siden af studiet, for at få det til at løbe rundt,” bemærker Rasmus Berthu Damkjær.
I den modsatte ende findes f.eks. Store Kongensgade, Urban Rigger og Lærkevej, hvor førstnævntes husleje starter fra 9.800 kr.
“Det er selvfølgelig interessant, at så mange udbydere holder huslejen nede på dette niveau udenom det øvrige boligmarkeds generelle stigninger,” fortæller Rasmus Berthu Damkjær, der står bag kbh-kollegier.dk.
Udvikling i husleje
På Østerbro og i Indre By ligger mange af de ældre kollegier, hvilke historisk set har været nogle af de billigste. Disse kollegier har en lang historie med traditioner og missioner som mange ønsker at støtte og videreføre. Det betyder dog også, at de nyere og kommercielle bygninger med studieboliger er nogle af de dyreste da der sidder investorer m.m. bag som ønsker et finansielt afkast. Især på Amager, hvis marked er vokset markant, er det private og kommercielle firmaer som opfører boliger i områder hvor byen vokser. f.eks. Amager Strandpark, Femøren og i Ørestad. Dette betyder samtidig at tendensen er en opadgående gennemsnitlig husleje for fremtiden. Hvor nye studieboliger vil fortsætte med at være markant dyrere at bo i sammenlignet med ældre kollegier. Det betyder at de studerende vil opleve større boligudgifter som kan være svære eller helt umulige at betale med SU’en.
Ifølge undersøgelsen er det ca. 90 ud af 270 kollegieafdelinger som er steget i pris de seneste par år. Heraf er den største stigning på næsten 1.600 (Socialt kollegium), som er steget fra 2.200 kr./md. i 2018 til 3.772 kr./md i 2022. Et andet kollegie er også steget fra 3.248 kr./md. til 4.548 kr./md. siden 2018 (Collegium Juris). Siden 2018 er de fleste boliger kun steget mellem 100 og 600 kr./md. Dertil fremgår det, at mange af de kollegier som stiger i pris i forvejen er de studieboliger med højest husleje. Derudover er det, ifølge undersøgelsen, ca. 25 kollegier der er faldet i pris hvoraf det største fald er på 600 kr./md. på et kollegium som er faldet fra 2.400 kr./md. til 1.800 kr./md. (P. Carl Petersen Kollegium).
Svært at navigere i Københavns kollegiemarked
Det kan være vanskeligt at gennemskue, hvor man skal lede for at finde kollegierne med en husleje helt ned til 1.500 – 1.800 kr./mdr. Men faktum er, at der findes mange billige kollegieboliger. Det handler bare om at lede de rigtige steder, og det hjælper et medlemsskab hos kbh-kollegier.dk dig med. Hos KBH-kollegier synes vi at boligmarkedet for unge og studerende i København og omegn og skal være så overskueligt og gennemsigtigt som muligt.
Grafen nedenfor viser hvor de 33.000 studieboliger i undersøgelsen er placeret geografisk.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget i foråret og sommeren, 2022, og er baseret på tal om husleje og antal boliger fra 270 afdelinger i København og omegn.
. Datagrundlaget er primært baseret på de data, der er tilgængelig hos kollegierne, afdelingerne eller administratorernes hjemmesider. Dette være sig huslejer og antallet af boliger. I de tilfælde hvor disse oplysninger ikke har været offentligt tilgængelige, er der taget direkte kontakt til de udlejningsansvarlige for at få det oplyst. Hvorvidt huslejen er inklusiv eller eksklusive forbrug, såsom el, vand og varme, er ikke altid angivet, og derfor kan dette variere fra bolig til bolig i undersøgelsen.I visse tilfælde har der på disse hjemmesider været angivet et huslejeinterval og listet en række boliger i forskellige størrelser. Såfremt det har været muligt, er der her draget antagelser om antallet af boliger i de angivne huslejeintervaller, i det omfang at dette har kunne vurderes at være indenfor rimelighedens grænser. Undersøgelsen indeholder både kollegier, studieboliger og ungdomsboliger, men fælles for dem alle er, at det er et krav at man skal være studerende for at bo der.
Kontakt:
Stifter og direktør Rasmus Damkjær tlf.: 31757254 email: mail@kbh-kollegier.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/den-store-kollegieundersogelse-2022?releaseId=13657043
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **