PRM / Presseinvitation: Fødevareministeren inviterer til workshop om verdens første klimamærke

    Pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

    Det skal være så nemt at spise klimavenligt som overhovedet muligt. Det er baggrunden for det enorme udviklingsarbejde, der i slutningen af 2022 skal resultere i et bud til fødevareminister Rasmus Prehn på, hvordan verdens første frivillige, statskontrollerede klimamærke på fødevarer skal se ud.

    Mandag den 22. august inviterer fødevareminister Rasmus Prehn derfor en bred gruppe af interessenter til workshop om muligheder og udfordringer i forbindelse med den kommende mærkningsordning.

    Fødevareminister Rasmus Prehn siger om workshoppen:

    Klimamærket skal være så troværdigt og enkelt, at det både bliver nemt for os som forbrugere at vælge klimavenligt, når vi køber ind – og samtidig giver detailhandlen og fødevarebranchen lyst til at bruge det. Workshoppen skal være med til at sikre et bredt samarbejde om udvikling af og opbakning til verdens første klimamærke. Det er grunden til, at jeg har inviteret alle relevante parter til at deltage“.

    Pressen er velkommen til at overvære workshoppen. Her vil der være mulighed for at stille spørgsmål til fødevareministeren samt enkelte medlemmer af arbejdsgruppen. Gruppedrøftelserne vil dog kun være for inviterede interessenter (se program).

    Yderligere oplysninger:

    Pressen kan tilmelde sig besøget ved at kontakte presserådgiver Sarah Risbøl på sarja@fvst.dk. Frist for tilmelding er fredag 19. august kl. 10.

    Fakta:

    • Workshoppen finder sted mandag den 22. august kl. 10-16 i DGI Byen, Tietgensgade, København.
    • Klimamærkets arbejdsgruppe faciliteres af Fødevarestyrelsen og består af repræsentanter fra Bager og Konditormestre i Danmark, Bryggeriforeningen, COOP, Foreningen Fiskebranchen, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, De Samvirkende Købmænd, Forbrugerrådet Tænk, FødevareDanmark, Landbrug & Fødevarer, Mærkevareleverandørerne, Plantebranchen, Salling Group og Økologisk Landsforening.
    • Journalister er velkomne hele dagen. Der vil være forplejning.

    Fakta om klima og fødevarer:

    • Danskerne udleder i gennemsnit, hvad der svarer til ca. 7 ton CO2 om året fra privat forbrug. Omtrent 2 ton kommer fra fødevarer og drikkevarer. Det svarer til ca. 5,5 kilo om dagen (Energistyrelsen).
    • En gennemsnitlig dansker i alderen 6-64 år kan reducere klimaaftrykket fra kosten med 31-45 pct. ved at følge kostrådene (Klimarådet).
    • Hovedparten af danskerne mener, det er vigtigt at bekæmpe klimaforandringer, via det vi spiser. Seks ud af ti vil gerne spise mere klimavenligt (Madkulturen).
    • Tre ud af fire forbrugere oplever, at det er svært at gennemskue, hvilket klimaaftryk fødevarer har. Og kun to ud af cirka 1.100 adspurgte forbrugere kan rangere otte almindelige madvarer korrekt efter, hvor meget de belaster klimaet (Forbrugerrådet Tænk).
    • Mærker har stor betydning for forbrugerne. 86 pct. bruger mærker til at orientere sig efter, når de køber ind (Forbrugerrådet Tænk).
    • Læs mere om klimamærket her: https://fvm.dk/klimamaerke/


    Program for workshop om Klimamærket

    10.00: Velkomst og formål med dagen v. Per Preisler Christiansen, vicedirektør i Fødevarestyrelsen
    10.15: Forventninger til dagen
    10.35: Hvordan får vi danskerne til at ændre adfærd, når de handler ind?
    10.55: Spørgsmål fra salen
    11.10: Gruppedrøftelser
    11.50: Frokost
    12.40: Modeller for klimamærker – præsentation af to forslag
    13.00: Spørgsmål og kommentarer fra salen
    13.30: Gruppedrøftelser
    14.10: Pause
    14:40: Velkommen til ministeren
    14.45: Panelsamtale
    15.15: Giv dit bedste råd til arbejdsgruppen
    15.35: Interview med fødevareministeren: Hvad er ministerens drøm for et klimamærke?
    15.50: Afslutning
    16:00-16:30: Mulighed for interview med fødevareministeren

    Der tages forbehold for ændringer i programmet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/presseinvitation-fodevareministeren-inviterer-til-workshop-om-verdens-forste-klimamaerke?releaseId=13656978

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **