PRM / Unge queers tager ordet på Det Kongelige Teater

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Torsdag d. 18. august kl. 17 bliver Operaens Foyer fyldt med liv og lyd, når seks modige mennesker indtager scenen og sætter ord på det, der optager dem lige nu, til eventet Røst og Det Kongelige Teater: Unge queers tager ordet.

    Aftenen byder på taler fra unge queers mellem 17 og 26 år fra Sjælland, Jylland og København. Arrangementet er kulminationen på et intensivt talerskoleforløb skabt af Røst med deltagere fra LGBT+ Danmarks sommerlejr.

    Talerne handler om det, der optager de unge lige nu, fra "don't say gay"-loven i Florida til mediernes ansvar i forhold til inklusion og diskrimination, over til det fælles ansvar man har for at skabe trygge og inkluderende rammer 365 dage om året - ikke kun til Pride.

    Vært ved arrangementet er tidligere politisk talsperson for LGBT+ Ungdom og vinder af "Aktivistprisen" ved Danish Rainbow Awards i 2021, Nicolaj Laue Juhl.

    Programmet vil udover de seks taler også bestå af en mini-koncert med den prisvindende cellist Josefine Opsahl, som kombinerer klassisk og elektronisk musik med performance og kunst.

    Aftenen vil også byde på en performance og talk med den normkritiske dragqueen Mizz Privileze (de/dem). Mizz Privileze var nomineret til både årets drag og årets LGBT+-person i 2020. Derudover var de med i finalen på "Danmark har talent" i 2019.

    Dørene til Operaens foyer åbner kl. 16:00, mens selve programmet går i gang kl. 17:00.

    Arrangementet er gratis og åbent for alle på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet. Det kræver blot, at der bookes billet på forhånd.

    Arrangementet er skabt i samarbejde med Røst og LGBT+ Danmark.

    Læs mere om arrangementet og bestil billet HER.

    Kontakt:

    PR- og pressekontakt, Andre oplevelser Emma Kisch tlf.: +45 22 15 91 92 email: emki@kglteater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unge-queers-tager-ordet-pa-det-kongelige-teater?releaseId=13656667

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **