PRM / Stor fremgang i danske turister hjælper hovedstaden gennem sommersæsonen i en usikker tid

    Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen

    I en tid, hvor intet er, som det plejer, kan København og hovedstadsregionen glæde sig over at få besøg af markant flere danskere end før. Aldrig har så mange danskere holdt ferie i deres egen hovedstad som denne sommer.

    I hovedstaden plejer hovedparten af turisterne at være internationale, og også her er der vendt op og ned på tingene. Her er flere gæster fra nabolandene Norge, Sverige og Tyskland end tidligere, til gengæld er der færre fra England, markant færre fra USA og kun meget få fra Kina. Oven i det har krigen i øst og de afledte effekter heraf afløst corona som en generel udfordring og et kæmpe benspænd specifikt for Københavns mangeårige succes med krydstogtturister. Her forventes nu stor nedgang i krydstogtgæster.

    Den store forandring af, hvor hovedstadens turister kommer fra, fremgår af de seneste tal fra Danmarks Statistik over overnatninger på hoteller mm. i juni måned. Selvom der officielt kun er sat tal på juni indtil videre, så er det pt Wonderful Copenhagens vurdering på baggrund af forskellige datakilder, at der vil tegne sig nogenlunde samme billede, når juli og august opgøres.

    Udtryk for en usikker tid

    Det store antal danskere på ferie i hovedstaden skal ses i lyset af en sommer, hvor en lang række faktorer har gjort udlandsrejser mere usikkert, eks. kaos i den europæiske lufttrafik, krigen, de stigende brændstofpriser og generel usikkerhed om økonomien.

    “Vi kommer fra en lang coronakrise, der har kostet hovedstadens turisme et tab i omsætning på over 49 mia. kr. siden første nedlukning. Så det er virkelig glædeligt og ikke mindst tiltrængt med gode tal for hovedstaden igen, selvom der stadig er virksomheder i erhvervet, der er ramt på økonomien, ikke mindst dem, der særligt lever af krydstogtturisterne og turister fra de oversøiske markeder,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:

    “De ekstramange danske turister er en rigtig stor gevinst denne sommer, og det afhjælper bl.a. den store nedgang i krydstogt og de oversøiske markeder. Det er dog åbenlyst, at den store fremgang i danske besøgende er et udtryk for, at det er en omskiftelig og usikker tid for at rejse internationalt, så man kan ikke forvente, at det ekstrahøje niveau af danske gæster kan fastholdes på længere sigt.”

    Samlet set har der i hovedstadsregionen været en fremgang på 11,9 pct. overnatninger i juni 2022 sammenlignet med juni 2019. Tallet dækker over en fremgang i danske turister (34,1 pct.) og tilbagegang af internationale turister (-4,1 pct.). Blandt de internationale ses en fremgang af tyske (+7 pct.), svenske (+22 pct.) og en tilbagegang af amerikanske (-18,3 pct.) og britiske overnatninger (-12 pct). Det er endnu for tidligt at sige, hvornår turismes samfundsøkonomiske bidrag er på niveau med før corona. Det skyldes, at sammensætningen af turisterne er en anden. Danske turister (døgnforbrug 1.950 kr.) forbruger gennemsnitligt 9 pct. mindre end en international turist (døgnforbrug 2.150 kr.). Og en amerikansk turist (døgnforbrug 2.350 kr.) forbruger gennemsnitligt 68 pct. mere end en tysk turist (døgnforbrug1.400 kr.). Derudover forventes den internationale turisme generelt at blive påvirket negativt af stigende forbrugerpriser.

    Fokus på at sprede turismen i hovedstaden

    I 2019, før pandemien ramte, havde hovedstaden samlet 12,4 mio. overnatninger. Og turismen lå i høj grad fordelt ud over året – således lå 75% af turismen i hovedstaden uden for de to feriemåneder juli og august. En udvikling, Wonderful Copenhagen har arbejdet målrettet på i årevis, og fortsat har stort fokus på.

    “Det at sprede turismen i løbet af året og geografisk rundt er af flere grunde rigtig vigtigt. Vi arbejder ud fra flere bundliner: Turismen i hovedstaden skal levere et bidrag til vores samfundsøkonomi og velfærd. Den skal udvikles bæredygtigt til gavn for klima og miljø. Og den skal ske med fortsat lokal opbakning og med høj tilfredshed blandt både borgere og besøgende,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

    I 2019 havde hovedstadens turisme en omsætning på 53 mia. kr. og bidrog dermed til samfundets fælleskasse med skatteprovenu på 19,5 mia. kr.

    Kontakt:

    Kontakt Wonderful Copenhagen
    Jonas Løvschall-Wedel, jlw@woco.dk – mobil: 30 80 22 81

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-fremgang-i-danske-turister-hjaelper-hovedstaden-gennem-sommersaesonen-i-en-usikker-tid?releaseId=13656590

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **