Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed
På baggrund af den lave testaktivitet nedjusterer myndighederne kapaciteten for PCR-test til 10.000 daglige test. Ændringen træder i kraft mandag den 15. august.
Nedjusteringen sker inden for rammerne af regeringens covid-19 teststrategi for 2022 og 1. kvartal 2023. I tilfælde af at testaktiviteten stiger, kan myndighederne med kort varsel opskalere PCR-testkapaciteten.
Fra mandag den 15. august 2022 overtager Sundhedsministeriet ansvaret for alle opgaver i relation til covid-19-testindsatsen.
Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, siger:
“I forlængelse af regeringens teststrategi nedjusterer vi kapaciteten. Hvis det bliver nødvendigt, kan der hurtigt skrues op igen. Vi vil samtidigt bruge lejligheden til at takke regionerne og andre involverede i testindsatsen for det rigtigt gode samarbejde.”
Den seneste uge er der i gennemsnit foretaget ca. 4.900 PCR-test om dagen i samfundssporet.
Fakta
- Den daglige testkapacitet nedjusteres fra 20.000 til 10.000 daglige PCR-test i forlængelse af regeringens covid-19 teststrategi.
- Sundhedsministeriet overtager ansvaret for hele covid-19-testindsatsen fra mandag den 15. august 2022.
- Det vil fortsat være muligt at få en PCR-test på et af landets testcentre. Derudover findes også private testtilbud, og selvtest kan købes i detailhandlen.
- Adresser og åbningstider for testcentrene opdateres løbende på coronasmitte.dk.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Rasmus Andreasen Meyer email: ram@sfos.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/testkapaciteten-tilpasses?releaseId=13656624
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








