Pressemeddelelse fra Danske Regioner
Udviklingen i antallet af amputationer og amputationsforebyggende indgreb i Danmark fra 2016 til 2021 er omdrejningspunktet i en ny rapport fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). Rapporten viser en stigende forskel på andelen af benamputationer i regionerne.
I Region Hovedstaden og Region Nordjylland er antallet af amputationer faldet fra henholdsvis 53 og 61 per 100.000 indbyggere i 2016-2018 til cirka 44 og 35 i 2019-2021. I Region Sjælland er antallet vokset fra 76 årligt i 2016-2018 til 79 i 2019-2021, mens antallet i Region Syddanmark og Region Midtjylland har ligget mere stabilt over årene på omkring 60-65 per 100.000 indbyggere.
Samlet viser tallene en større variation i antallet af amputationer i dag end for seks år siden, og det bekymrer Karin Friis Bach, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner:
– Vi skal have undersøgt årsagerne til de stigende forskelle nærmere og set på, om nogle regioner kan lære af de regioner, der har nedbragt antallet af amputationer betydeligt over de seneste par år. Rapporten understreger vigtigheden af, at vi får data, der giver et godt overblik, siger hun og tilføjer:
– Det positive er, at vi faktisk kan gøre det bedre. Rapporten tyder på, at nogle regioner har gjort det rigtigt godt, og det skal vi handle på nu ved udbrede de bedste forebyggende behandlinger i hele landet, så patienter undgår amputationer, der hvor det overhovedet er muligt.
Kliniske retningslinjer og tværgående indsats
RKKP har i rapporten ikke undersøgt årsagerne til den stigende variation, men den viser, at der er et vist sammenfald mellem udviklingen i andelen af amputationer og udviklingen i forebyggende indgreb. Udover forebyggende indgreb kan årsagerne være personalemangel, forskelle i indsatserne i den primære sundhedssektor herunder tidlig opsporing i kommuner og almen praksis og organiseringen på hospitalerne med videre. Det skal nu undersøges nærmere.
Danske Regioner foreslår på baggrund af rapporten, at der udarbejdes kliniske retningslinjer, der kan understøtte en samlet indsats på tværs af sundhedssektoren og forskellige fagligheder fra forebyggelse og sårpleje til medicinsk og kirurgisk behandling. Regioner og hospitalsafdelinger skal desuden blive bedre til at lære af hinanden, og Danske Regioner vil konkret sikre modeller for, hvordan de dårligste lærer af de bedste.
Rapporten bygger på data for benamputationer på personer over 50 år, da amputationer i yngre aldersgrupper ofte skyldes ulykker og kræft og ikke nedsat blodforsyning. Da de forebyggende indgreb handler om at øge blodforsyningen, vil de derfor ikke hjælpe her. Patienter, der indgår i rapporten, er registret efter deres bopæl.
Fakta om amputationer og årsager
Amputation af et ben kan foretages midt på underbenet, igennem knæleddet eller midt på låret. Flere faktorer er afgørende for, hvor på benet, en amputation foretages. Vigtigst er, at blodforsyningen skal være tilstrækkelig til, at såret kan hele.
Årsagen til amputation er oftest åreforkalkning og som følge heraf nedsat blodforsyning til vævet i benene. På grund af nedsat blodforsyning kan der opstå sår, og eksisterende sår kan have svært ved at hele. Der kan også være ulidelige smerter. Amputation foretages kun, når det er absolut nødvendigt.
Til sammenligning bliver der i Danmark foretaget 50 procent flere amputationer end i Norge og Sverige.
Hvad øger risikoen for amputationer:
- Rygning og overvægt
- Arveligt betinget åreforkalkning i benene
- Mangelfuld regulering af type 2 diabetes
For yderligere kontakt Danske Regioners pressevagt på 5151 1818 (ikke sms) eller , de enkelte regioners pressevagter eller RKKP
Kommunikationskonsulent, Birgitte Dalgaard, 5123 0314
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-regioner-der-skal-handles-efter-ny-rapport-om-benamputationer?releaseId=13656360
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








