Pressemeddelelse fra OK
Hver eneste time i døgnet er der en dansker, der får Alzheimers eller en anden alvorlig demenssygdom. Det er hårdt for dem, der rammes og for deres familier. For der findes endnu ingen kur, der kan stoppe sygdommen.
Alzheimerforeningen er en medlemsorganisation, der har til formål at sikre bedre vilkår for mennesker med demens og deres pårørende. Foreningen har netop modtaget støtte til sit arbejde i form af et sponsorbidrag fra det danske energiselskab OK.
På grund af coronaen har mange organisationer og foreninger gennem de seneste to år haft sværere ved at rejse penge til deres samfundsnyttige arbejde. Derfor har OK ekstraordinært valgt at forhøje alle donationer med 30 procent. Det betyder, at Alzheimerforeningen i stedet for en sponsorcheck på 28.112 kroner kan se frem til 36.546 kroner i støtte.
“Hos Alzheimerforeningen er vi taknemmelige for, at OK giver deres kunder mulighed for at støtte vores sag. Ved at give et bidrag til Alzheimerforeningen, støtter man direkte op om de ca. 500.000 mennesker, der er berørt af demens. Med et bidrag er man med til at holde liv i håbet om at finde en kur og at sikre at alle berørt af demens, får mulighed for at leve et godt liv, ” siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.
Pengene går bl.a. til at finansiere Demenslinien, Danmarks eneste åbne og landsdækkende telefonrådgivning om demens.
“Hvert år ringer et stigende antal til rådgivningen og efterspørger råd og vejledning til hverdagen med demens hos vores faguddannede rådgivere, som står gratis til rådighed for dem, der ringer op, ” fortæller Nis Peter Nissen.
Koster ikke ekstra at tanke
Man kan støtte Alzheimerforeningen med fem øre for hver liter, man tanker hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sit OK-kort eller sin OK-app til Alzheimerforeningens sponsoraftale. Så giver OK støtten, uanset hvordan betalingen sker.
Alzheimerforeningen får fem øre ekstra for den samme liter, hvis bilisten desuden køber el hos OK. Og som noget helt nyt kan man støtte med yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan bilister støtte Alzheimerforeningen med i alt 15 øre for hver liter brændstof.
OK støtter foreningslivet
OK har gennem mange år støttet det lokale, danske foreningsliv. Støtten går til forskellige foreninger, lige fra sportsklubber til spejdere og mange andre, som tager ansvar og gør en forskel i nærmiljøet, på landsplan eller internationalt. OK støtter foreningslivet, fordi virksomhedens tankstationer mange steder spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet. Derfor har det altid virket naturligt for OK at støtte den frivillige indsats og sammenholdet i foreningerne.
“Lige nu har mere end 2400 meget forskellige organisationer og foreninger en sponsoraftale med OK. Vi er meget stolte af vores engagement i det danske foreningsliv, og vi ved, at vores sponsorater er en stor hjælp for de mange ildsjæle, som hver dag yder en stor indsats og gør en forskel for andre, ” siger Steffen Toft Spiele, ESG & Sustainability Partner hos OK.
Kontakt:
Bjarne Jensen
Ekstern journalist og kommunikationsmedarbejder, OK
post@bjarnejensen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sponsorpenge-stotter-gratis-radgivning-om-demens?releaseId=13656369
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








