PRM / Alarm på internat: 167 høns ankom midt om natten

    Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse

    Sommeren er egentlig højsæson for dumpede katte hos internaterne, men natten til tirsdag kom der fuldt fokus på fjerkræ hos Roskilde Internat. En hønseflok på 159 høner og 7 haner var på vej til internatet, efter at de var blevet reddet fra en ulykkelig situation. Det rekordstore indryk af dyr fik internatleder Rikke Jørgensen ud af fjerene.

    – Jeg tænker da lige: Ok, hvordan skal det lade sig gøre? Men så er det jo bare på med arbejdstøjet og finde på løsninger, siger Rikke Jørgensen.

    Hønsene var på vej til internatet, efter Dyrenes Beskyttelse sammen med politi og dyrlæge var rykket ud til gård på Sydsjælland efter en henvendelse til vagtcentralen 1812. På grund af sygdom havde ejeren ikke fået sikret hønsene mad og vand i længere tid. Mange af hønsene viste tegn på underernæring. Ejeren overdrog frivilligt hele flokken til Dyrenes Beskyttelse.

    På internatet i Roskilde fik personalet travlt med at gøre to indhegninger, der tidligere havde huset ænder, klar til hønsene. Klokken to om natten ankom hønsene til internatet i transportkasser på en Falck-kvægtransport og blev sat ind i det høje græs på de overdækkede arealer. De fik masser af vand, mens der efter rådgivning fra dyrlægen kun blev skruet langsomt op for hønsefoderet.

    Hønsene skal i karantæne

    De efterfølgende dage knoklede personalet med at overdække og klargøre en anden indhegning med redekasser og siddepinde, så hønsene kan få mere plads i den lovpligtige 30 dages karantæneperiode, de som minimum skal være i, før de kan få nye hjem. Torsdag blev alle høns og haner tjekket for sygdomme og parasitter af en dyrlæge, en fuglesagkyndig fagperson og en veterinærsygeplejerske. Dyrene var meget tynde, men heldigvis var kun én var så udmagret, at den måtte aflives. Ellers var dyrene i god stand.

    Internatleder Rikke Jørgensen er glad og stolt over, at personalet lykkedes med at få plads til hønsene midt i højsæsonen. Det kommer til at give ekstra travlt på internatet den næste måned, men hun er sikker på, at høns og haner nok skal ende med at få det godt.

    – Det er en fordel, at det er en større flok høns. Så kan vi få dem videre til nye ejere i grupper, som får lettere ved at klare sig i en ny hønsegård, siger Rikke Jørgensen.

    De fleste høns er umiddelbart af racerne Isa Warren, Sussex og Köningsberger og skovhøne. Først når hønsene er ude af karantænen, bliver de lagt på internatets hjemmeside, så folk med interesse i at adoptere må væbne sig med lidt tålmodighed. Det er også muligt at støtte internatet, som lige nu har ekstra udgifter til dyrlæge, særligt udstyr og foder med hønsene.

    Kontakt:

    Pressechef Søren Krogsgaard tlf.: 42474833 email: skr@dyrenesbeskyttelse.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/alarm-pa-internat-167-hons-ankom-midt-om-natten?releaseId=13656117

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **