PRM / 4 ud af 10 danske medarbejdere overvejer at skifte job i løbet af det næste år

    Pressemeddelelse fra PwC

    Danskerne har ikke noget imod at skifte job eller endda forlade arbejdsmarkedet. Det er særligt mænd, som er tilbøjelige til at skifte job og forlade arbejdsmarkedet enten midlertidigt eller permanent. Hele 41 % af mændene angiver det som sandsynligt, mens blot hver fjerde kvinde gør det samme, når det kommer til at forlade arbejdsmarkedet, viser PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2022.

    “Vi har i Danmark aldrig haft så høj beskæftigelse, som vi har nu, og virksomhederne efterspørger stadig mere arbejdskraft. Derudover stiller medarbejderne højere krav til deres arbejdsplads, og når det samtidig også er arbejdstagers marked, gør det medarbejderne mere kritiske i forhold til, hvordan deres arbejdsliv giver værdi, og om de kan få en højere værdi andre steder,” fortæller Kim Domdal, partner og kapitalejer i PwC Consulting, og fortsætter:

    Forsyningsproblemer, stigende renter og en høj inflation skaber dog uro for både virksomheder og medarbejdere, der kigger ind i en usikker fremtid. Så selvom vi har et arbejdsmarked, der buldrer afsted med den laveste ledighed de seneste mange år, kan en eventuel recession muligvis få medarbejdere til at overveje en ekstra gang, hvorvidt man skal skifte job eller ej.”

    Hele 94 % peger på at have et meningsfyldt job som den vigtigste faktor ifm. at jobskifte, mens næstflest med 91 % mener, det er vigtigt at kunne være sig selv på arbejdet.

    “Særligt i USA oplever man i disse år den såkaldte Great Resignation, hvor mange vælger at forlade arbejdsmarkedet. Vi oplever ikke helt samme tendens i Danmark, men de danske medarbejdere stiller i disse år høje krav til deres job, der både skal være meningsfyldt, ligesom mange efterspørger en høj grad af fleksibilitet,” fortæller Kim Domdal.

    Arbejdsgiverne kan gøre mere
    Analysen viser, at arbejdsgiverne kan gøre mere for at imødekomme medarbejdernes forventninger til en god arbejdsplads. Kun 60 % oplever at blive lyttet til af den nærmeste chef i beslutninger, men hele 89 % anser det som en vigtig faktor. Derudover peger hhv. 88 % og 86 % på ordentlig løn og frihed til at løse opgaver som særlige vigtige forhold. Her oplever blot 6 ud af 10, at de får en fair løn og har frihed til at vælge, hvordan de skal arbejde.

    Løn er ikke det, der fylder mest for medarbejderne. Det er derimod det at have et meningsfyldt arbejde og kunne få lov til at være sig selv, men også at ens nærmeste leder inddrager medarbejderen i beslutningsprocesser. Derudover er det vigtigt, at arbejdspladserne fortsat har fokus på at tilbyde fleksible arbejdsformer, da vi kan se, at der er et stort gap mellem, hvor vigtigt det er for medarbejderen, og hvad arbejdspladserne tilbyder,” fortæller Kim Domdal.

    Selvom løn ikke er det vigtigste parameter for de ansatte, er hver anden medarbejder alligevel tilbøjelig til at spørge om lønforhøjelse i løbet af det kommende år, og hver tredje angiver i høj eller meget høj grad det som sandsynligt at spørge om mere i løn.

    Om undersøgelsen
    PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2022 bygger på svar fra 52.195 personer, der enten er i arbejde eller aktiv på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen blev foretaget i marts 2022 på tværs af 44 lande, herunder Danmark. I Danmark har 522 personer deltaget i undersøgelsen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/4-ud-af-10-danske-medarbejdere-overvejer-at-skifte-job-i-lobet-af-det-naeste-ar?releaseId=13656076

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **