PRM / Hedebølge: Det kan I gøre på arbejdspladsen

    Pressemeddelelse fra HK Danmark

    Har jeg ret til at holde fri pga. varmen? Det spørgsmål vil nok melde sig hos mange, efterhånden som temperaturerne kravler op over de 30 grader. Men svaret er nej. Der er ikke noget, der hedder varmefri. Ifølge arbejdsmiljøloven skal temperatur og påklædning passe til arbejdet, og Arbejdstilsynet kræver, at temperaturen ikke må overstige 25 grader. Men under hedebølge er der undtagelser.

    Som arbejdsgiver har man dog stadig pligt til at lægge sig i selen for at sikre, at arbejdsmiljøet er i orden – hedebølge eller ej.

    – Varmen giver ikke ret til at holde fri, men man har stadig ret til et ordentligt arbejdsmiljø. Så det gælder om at gøre, hvad man kan, for at arbejdsdagen bliver til at holde ud. Selv om det kan være dyrt at køle ned i denne tid, skal temperaturen på arbejdspladsen være på et rimeligt niveau, siger HK Danmarks næstformand Mads Samsing.

    Næstformanden opfordrer arbejdsgivere til at være fleksible og understreger, at det er vigtigt at have øje for, at det er forskelligt, hvor kraftigt man bliver påvirket af varmen.

    – Når en hedebølge rammer, handler det om drikke rigeligt med koldt vand, holde godt med små pauser i løbet af dagen og passe på sig selv, hvis man er særligt udsat. For nogle vil det kunne hjælpe fx at arbejde hjemme eller få byttet opgaver rundt. Vi vil opfordre arbejdsgivere til at være fleksible i forhold til at finde løsninger. På den måde kan medarbejderne også yde deres bedste i varmen.

    Kontakt:

    Presserådgiver Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hedebolge-det-kan-i-gore-pa-arbejdspladsen?releaseId=13655654

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **