Pressemeddelelse fra Dantaxi 4×48 A/S
Har man i Esbjerg forsøgt at bestille taxi med Danmarks mest udbredte, næsten-landsdækkende, taxi-app er man hidtil blevet skuffet. Dantaxi, der står bag app’en, har nemlig ikke haft nogle vogne i Danmarks femtestørste by. Men ved at selskabet nu har indgået aftaler med lokale vognmænd, har kunderne i Esbjerg fået et nyt taxiselskab at bestille taxi fra.
– Det har været lidt af en tilsnigelse, at vi har kaldt os landsdækkende, uden at vi har været til stede i Esbjerg. Men det råder vi bod på nu. Vi har indgået aftaler med lokale taxivognmænd, og har netop åbnet for taxibestillinger i byen. Vi ser frem til at betjene byens borgere, og vil gøre det lettere for dem at få fat i en taxi, forklarer selskabets kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg.
Fordele for kunderne med endnu et taxiselskab i Esbjerg
En af de taxivognmænd der skal betjene esbjergenserne, er Jan Schou Jørgensen, der sammen med sin kone Lena, driver en vognmandsforretning bestående af to taxier og fire ansatte chauffører. Jan Schou Jørgensen er sikker på, at kunderne hurtigt vil se fordele i, at et nyt taxiselskab er kommet til byen:
– At Dantaxi er kommet til Esbjerg, vil helt klar betyde en bedre service for borgerne og det samme for byens erhvervsdrivende. Esbjerg-borgerne har været vant til at vente både hele og halve timer på at få en taxi, og her tror jeg, at vi kan gøre en positiv forskel.
15-20 vogne klar ved årsskiftet
I alt fem vognmænd med tilsammen syv taxier er allerede klar, og yderligere fem nye taxier er på vej. Ved årsskiftet regner selskabet med 15-20 vogne i Esbjerg, og det er der kunder til, mener den kommercielle direktør.
– Vi har allerede indgået aftale med hoteller i byen, og er i dialog med flere virksomheder. Vi kan mærke en stor efterspørgsel på vores taxier her i Esbjerg. Foruden erhvervslivet er weekendkørslen et område, vi lægger vægt på. Det skal være trygt for unge mennesker at bestille taxi med app og køre med taxi hjem fra byen, siger Vibeke Wolfsberg.
At det skal være trygt at vælge taxi, kan Jan Schou Jørgensen nikke genkendende til. I familiens vognmandsforretning er der navnlig to ting, der lægges vægt på ved ansættelse af nye chauffører:
– Lokalkendskab og gode danskkundskaber skal være kendetegnet for Dantaxi i Esbjerg Det gælder ikke kun for chaufførerne, men også for os vognmænd. Vi skal bringe kunderne frem uden at køre forkert, og en god kommunikation mellem kunde og chauffør, er en del af det at føle sig tryg i en taxi, slutter vognmanden.
De første af Esbjergs nye taxi’er er indsat i drift, og er let genkendelige med samme profilindpakning som Dantaxis øvrige 1.800 vogne på landsplan.
Med Dantaxi i Esbjerg kan taxikunden med samme app bestille taxi i Danmarks 14 største byer. Fire ud af fem danske husstande kan bestille taxi til deres adresse med Dantaxi app’en.
Kontakt:
Presseafdeling kan kontaktes direkte på tlf.: +45 28 40 51 48 email: presse@dantaxi.dk
Kommunikationschef Rasmus Krochin tlf.: +45 28 40 51 48 email: rs@moovegroup.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kortere-ventetid-pa-taxi-med-dantaxi-i-esbjerg?releaseId=13655374
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








