PRM / Energistyrelsen igangsætter offentlig høring om havmølleprojekt Aflandshage Vindmøllepark

    Pressemeddelelse fra Energistyrelsen

    Energistyrelsen og Hvidovre Kommune igangsætter nu en offentlig høring i perioden 12. juli 2022 – 6. september 2022. Borgere, organisationer, myndigheder samt andre, der kan blive berørt af projektet, har nu mulighed for at komme med bemærkninger til høringen.

    Energistyrelsen gennemførte i perioden 9. november 2021 – 20. februar 2022 en offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten for Aflandshage Vindmøllepark. Energistyrelsen har nu vurderet, at der for at sikre en lovmedholdelig miljøvurderingsproces for Aflandshage projektet, skal gennemføres en ny offentlig høring hvor offentligheden bl.a. høres over det nye materiale, som er udarbejdet i forlængelse af den forudgående høring, herunder HOFOR’s ansøgning om etableringstilladelse.

    Energistyrelsen har den 13. juni 2022 godkendt miljøkonsekvensrapporten for projektet og har i den forbindelse offentliggjort to høringsnotater, hvor der tages stilling til høringssvar fra den forudgående høring. Høringsmaterialet, som sendes i høring nu, består således af HOFOR’s ansøgning om etableringstilladelse, den godkendte miljøkonsekvensrapport, et udkast til Energistyrelsens etableringstilladelse, et udkast til Hvidovre Kommunes §25-tilladelse, tre supplerende faglige rapporter samt høringsnotater fra den forudgående offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten.

    Tilgå høringsmaterialet her

    Bemærkninger sendes til Energistyrelsen

    Energistyrelsen er myndighed for projektets aktiviteter på havet, og Hvidovre Kommune er myndighed for projektets aktiviteter på land. Det er Energistyrelsen, der koordinerer miljøvurderingsprocessen.

    Energistyrelsen og Hvidovre Kommune opfordrer offentligheden og berørte myndigheder til at indsende bemærkninger til ansøgningen og det øvrige høringsmateriale. Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest den 6. september 2022.

    Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen per mail til open-door@ens.dk eller med almindelig post til: Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V. Alle høringssvar skal være mærket med “Høringssvar til Aflandshage Vindmøllepark” og med journalnummeret: 2019-82725

    Se godkendt miljøkonsekvensrapport og øvrigt høringsmateriale om Aflandshage Vindmøllepark

    Fakta om projektet

    Projektet omfatter opstilling af 26 havvindmøller på gravitationsfundamenter med en installeret effekt på mellem 9,5-11 MW, som skal placeres i Øresund ca. otte kilometer ud for Stevns og ca. 10 kilometer syd for Amager. De enkelte møller vil have en maksimal højde på 220 meter.

    Projektet tilsluttes ved Energinets eksisterende 132 kV transformerstation ved Avedøreværket gennem en onshore 66/132 kV transformerstation også installeret på Avedøreværket.

    Baggrund

    Energistyrelsen har den 13. juni 2022 godkendt forundersøgelsesrapporten for Aflandshage Vindmøllepark. Med godkendelsen har Energistyrelsen vurderet, at forundersøgelsesrapporten (miljøkonsekvensrapporten) opfylder lovens krav til indhold, og at det ikke på det foreliggende grundlag kan afvises at være relevant at udnytte energien i området.

    HOFOR har den 20. juni 2022 ansøgt om etableringstilladelse. Ansøgningen om etableringstilladelse skal sammen med relevante bilag, herunder den godkendte miljøkonsekvensrapport for projektet, et udkast til Energistyrelsens etableringstilladelse, et udkast til Hvidovre Kommunes §25-tilladelse, tre supplerende faglige rapporter samt høringsnotater fra den forudgående offentlige høring sendes i en otte ugers offentlig høring.

    Energistyrelsen tager først endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projektet, når der har været gennemført denne offentlige høring af ansøgningen om etableringstilladelse på baggrund af den godkendte miljøkonsekvensrapporten, inkl. høringsnotater fra den forudgående offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten (nov. 21 – feb. 22) og på baggrund af eventuelt nye høringssvar på baggrund af denne høring.

    Materiale

    Der kan læses mere om projektet på Energistyrelsens hjemmeside.

    Kontakt

    Yderligere information kan findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk eller ved henvendelse til Energistyrelsen v/ Søren Keller på ske@ens.dk og 33 92 66 90 eller Aino Rudebeck på ardb@ens.dk og 33 95 09 13.

    Kontakt:

    Pressemedarbejder Ellen Hougaard tlf.: +45 33 95 50 43 email: ekhd@ens.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/energistyrelsen-igangsaetter-offentlig-horing-om-havmolleprojekt-aflandshage-vindmollepark?releaseId=13655357

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **