PRM / Nyt affaldsregulativ skal øge genbruget i Furesø

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Mængderne og værdien af det sorterede affald bliver stadig større. Det gælder ikke mindst den plast, der gemmer sig i mad- og drikkekartoner, som fra september bliver indsamlet som plastaffald. Derfor indretter Furesø Kommune nu sin affaldsindhentning til de ændrede rutiner fra affaldsindsamling.

    Regulativet fastlægger blandt andet, hvordan affaldsbeholdere skal placeres, så det er let at tømme dem. Der er bestemmelser om adgangsvejen til beholderne, som tager hensyn til skraldemændenes arbejdsmiljø, og om at beholdere skal stå maksimalt 20 meter fra skel mod vej.

    Lene Munch Petersen (A), formand for kommunens udvalg for Natur og Klima håber, at de grundejere, der ikke allerede nu har affaldsbeholderne stående ved skel, vil finde plads til dem der:

    “Det er en rigtig god idé at indrette en standplads ved skellet. Det gør skraldemændenes arbejde lettere, og det er med til at holde omkostningerne til affald nede,” siger hun. “Selvfølgelig er der matrikler, hvor det ikke er muligt, men ved de fleste enfamilieboliger kan der findes et areal til affaldsbeholdere. Jo flere der sætter beholdere ved skel, des lavere bliver omkostningerne ved at indsamle affaldet,” påpeger udvalgsformanden.

    Selvom det er klart, at en længere adgangsvej gør indsamlingen dyrere, vil kommunen dog vente til 2025 med at opkræve særgebyr fra grundejere, der har beholderne placeret mere end 20 meter fra skellet på tømningsdagene.

    Et forslag til regulativet var i høring i marts. På den baggrund er reglerne for anbringelse af beholdere blevet præciseret. Affaldet fra husholdninger skal sorteres i madaffald, papir-, pap-, glas-, metal-, plast-, mad- og drikkekartonaffald, farligt affald og restaffald.

    Smid blot kartoner fra juice og tomatsovs i plastikaffaldet allerede nu

    Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand for Natur og Klima, er glad for beslutningen om, at mad- og drikkekartoner allerede nu kan indsamles og behandles sammen med husstandens plastaffald:

    “Mange andre kommuner er allerede i gang med at lægge kartonerne i plastbeholderen, og vores borgere har efterspurgt det længe. Vi kan nu se frem til et mindre pres på fraktionen til restaffald, og måske vigtigst af alt – vi er alle sammen med til at øge genanvendelsen af vores affald ganske betydeligt. Det er endnu et skridt i den rigtige retning for den grønne omstilling”.

    Plastaffaldet inkl. kartonerne bliver kørt til sortering på et anlæg i Tyskland. Her bliver det skilt i forskellige plasttyper, papirfibre og metaller, hvilket betyder, at ca. 60 % af det PMDK-affald, der føres til anlægget, bliver sendt videre til genanvendelse og resten brændt.

    Byrådet vedtager affaldsgebyrer i oktober samtidig med kommunens budget for det kommende år.

    Fakta

    Alternativet til at stille beholderne tæt på skel permanent er at køre dem frem på tømningsdagene. Hvis man vælger den løsning, skal man holde øje med, hvilken dage de forskellige beholdere bliver tømt. Her kan det være en hjælp at få en påmindelse på sms.

    Kontakt:

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    Øjvind Vilsholm (Ø) email: oev@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-affaldsregulativ-skal-oge-genbruget-i-fureso?releaseId=13655290

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **