Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed
Testaktiviteten er lav, og myndighederne nedjusterer nu kapaciteten for PCR-test til 10.000 daglige test. Det sker i forlængelse af regeringens nye covid-19 teststrategi for 2022 og 1. kvartal 2023.
Teststederne vil fortsat være åbne hen over sommeren, så man kan blive testet, hvis man er omfattet af
eller skal bruge en PCR-test i forbindelse med udlandsrejser. Myndighederne kan med kort varsel opskalere PCR-kapaciteten med yderligere test, såfremt testaktiviteten stiger.Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, siger:
“Vi skruer ned til et lavt blus, hvor der stadig er åbne teststeder. Samtidig har vi et beredskab, som gør, at vi er forberedte og kan skrue op for testkapaciteten igen, hvis epidemien udvikler sig, og der er behov for det.”
Teststrategien er en del af den samlede strategi for håndtering af covid-19 i 2022 og 1. kvartal 2023 og tager udgangspunkt i en række anbefalinger fra eksperter og sundhedsmyndigheder samt en forventning om, at den epidemiologiske situation ændrer sig over tid.
Formålet med teststrategien er at sikre et testberedskab, der er tilstrækkeligt robust og omkostningseffektivt, og som vil kunne tilpasses forskellige scenarier med den nødvendige hastighed.
Den seneste uge er der i gennemsnit foretaget ca. 6.800 PCR-test om dagen i samfundssporet.
Fakta
- Det vil fortsat være muligt at få en PCR-test på et af landets testcentre hen over sommeren. Derudover findes også private testtilbud, og selvtest kan købes i detailhandlen.
- Den daglige testkapacitet nedjusteres fra 20.000 til 10.000 daglige PCR-test i forlængelse af regeringens nye covid-19 teststrategi.
- Såfremt testaktiviteten i tre dage på en uge hen over sommeren overstiger 7.500 daglige PCR-test i samfundssporet, opskaleres testkapaciteten til 20.000 daglige test. Dette vil ske hurtigst muligt, men være fuldt indfaset senest 14 dage efter opskaleringen har fundet sted.
- PCR-kapaciteten i sundhedssporet vil forblive uændret.
- Der vil kunne opleves kortere åbningstid på landets testcentre, og antallet af teststeder kan blive tilpasset i takt med, at nedskaleringen finder sted. Adresser og åbningstider for testcentrene opdateres løbende på .
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Cathrine Jarlbæk Homann email: cho@sfos.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/testkapacitet-over-sommeren?releaseId=13654929
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **