PRM / Ekstraordinær indsats lykkedes: 900 frivillige står klar på Ferielejr

    Pressemeddelelse fra Ungdommens Røde Kors

    Tidligere på året lød der et nødråb fra Ungdommens Røde Kors. Det var et nødråb om akut mangel på frivillige til sommerens ferielejre. Organisationen frygtede at måtte lukke lejre og aflyse for nogle af børnene.

    Det stod så slemt til, at da fristen for at melde sig som frivillig var overskredet, var det kun lykkedes at finde 650 frivillige ud af de 900, det som minimum kræver for at gennemføre alle organisationens 21 planlagte ferielejre rundt om i Danmark. Derfor blev fristen forlænget.

    Nødråbet virkede

    Nu viser det sig, at nødråbet virkede: Flere end 900 unge frivillige står fra næste uge klar til at give børnene en uges optur og et frirum fra en hård hverdag.

    “Vi er vildt glade for, at så mange vil bruge en hel uge af deres sommerferie på at skabe ferieminder for børn og unge, som virkelig trænger til det. I år har det krævet en ekstraordinær indsats at finde det nødvendige antal frivillige, og det er helt fantastisk, at det er lykkedes,” siger Jonas Wiederholt Larsen, landsforperson i Ungdommens Røde Kors.

    “Vi siger velkommen til flere hundrede nye frivillige. Og så skylder vi vores mange kernefrivillige, der står klar år efter år, en kæmpestor tak,” siger forpersonen, der også selv er med som frivillig på en af ferielejrene.

    Lokale lejre over hele Danmark

    Ungdommens Røde Kors arrangerer 21 lokale ferielejre over hele Danmark i uge 28-30 for i alt 1400 børn og unge i alderen syv til 17 år. Ferielejrene er for børn og unge, der ellers ikke ville have mulighed for at komme på sommerferie på grund af udfordringer i familien. Det kan være økonomiske udfordringer, sygdom eller manglende socialt overskud.

    “Det er vigtigt, at børnene får en uge, hvor de kan glemme hverdagens bekymringer og få et boost af selvtilliden. Hos os får børnene en masse positiv voksenkontakt, og de oplever nogle helt unikke rollemodeller i vores frivillige. Det er langt fra alle, der oplever det derhjemme,” siger Jonas Wiederholt Larsen.

    Ungdommens Røde Kors har holdt ferielejre hver sommer siden 1964.

    Interview

    Hvis pressen er interesseret i at lave en historie fra en af de 21 lokale ferielejre, bedes kontakt gå gennem Ungdommens Røde Kors’ pressemedarbejder. Se kontaktinformation herunder.

    Kontakt:

    Eskil Meinhardt Hansen
    Presse- og kommunikationskonsulent

    Ungdommens Røde Kors
    Hejrevej 30, 2. sal // 2400 København NV
    + 45 41 88 28 18 // eskil@urk.dk // www.urk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ekstraordinaer-indsats-lykkedes-900-frivillige-star-klar-pa-ferielejr?releaseId=13654505

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **