PRM / Flere butikslokaler lejes ud

    Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

    Hvor der før var et tomt lokale, er der nu i stigende grad en nyåbnet butik. En helt ny analyse fra EjendomDanmark viser nemlig, at tomgangen for butikker – altså andelen af tomme lejemål – er faldet i det seneste kvartal.

    “Forbrugerne vil gerne tilbage og handle i de fysiske butikker. Det har tydeligvis givet flere erhvervsdrivende mod på at åbne en fysisk butik, og det er jo positivt for både byliv, erhvervsdrivende og ejere, når butikkerne åbner,” siger underdirektør Morten Marott Larsen, EjendomDanmark.

    Tomgangen for butikslokaler er på landsplan nu nede på 7,3 procent. Det er et fald på 0,3 procentpoint siden sidste kvartal. Sammenlignes der med sidste år, hvor coronaen havde et stærkere greb, er der også et markant fald på 0,8 procentpoint.

    “Det er effekten af, at vi efterhånden er ved at være ude af coronatiden – selvom den stadig kaster skygger. Vi så, hvordan tomgangen for butikker toppede under coronakrisen, og nu kan vi se mere optimisme,” siger Morten Marott Larsen.

    Populære København

    Det er i alle hjørner af Danmark, at der ses faldende tomgang for butikker. Det højeste fald findes i Region Syddanmark – omend regionen fortsat ligger i top, når det kommer til tomme butikslokaler.

    “Det er glædeligt, at hele Danmark er med i opsvinget. Det ændrer dog ikke på, at de enkelte regioner har forskellige udgangspunkter og forudsætninger,” siger Morten Marott Larsen.

    “Det er omkring København, at vi generelt ser den laveste andel af tomme lokaler. Det er jo også de større byer, der de seneste mange år har oplevet stor vækst.”

    Tomgangen er i Region Hovedstaden faldet 0,6 procentpoint i forhold til samme tid sidste år. Det er for regionerne det laveste fald på årsbasis, og niveauet er også blandt landets laveste.

    Kontakt:

    Underdirektør, økonomi Morten Marott Larsen tlf.: 28455651 email: mml@ejd.dk

    Pressechef Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-butikslokaler-lejes-ud?releaseId=13654320

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **