PRM / Furesø Byråd tiltræder ambitiøs klimaplan som den første kommune i DK2020-partnerskabet

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesø har førertrøjen på, når det handler om den grønne omstilling. Byrådet har i et tæt samarbejde med borgere, virksomheder, Miljørådet, boligorganisationer, klimaforeninger og mange andre nu lagt en samlet plan for, hvordan Furesø Kommune kan sikre en CO2-neutral kommune senest i 2030.

    Klimaplan 2022-2050 for Furesø Kommune dokumenterer, hvordan Furesø Kommune kan opnå målet om CO2-neutralitet og på sigt optage mere CO2, end den udleder. Samtidig viser planen, hvordan Furesø Kommune senest i 2050 vil ruste sig til at håndtere fremtidens mere voldsomme vejr. Planen er dermed et svar på Parisaftalens krav om, at vi både skal reducere og afbøde konsekvenserne af klodens opvarmning.

    Samtidig er den godkendt ud fra kravene i det såkaldte DK2020-partnerskab aftalt mellem Realdania, KL og regionerne med tænketanken CONCITO som overordnet projektsekretariat i overensstemmelse med FNs mål. Dermed tæller kommunernes indsats direkte med i den danske indsats for at opfylde Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning under 2°C og stræbe mod en temperaturstigning på 1,5°.

    “Arbejdet med den grønne omstilling har været i gang i mange år. Nu tager vi et stort næste skridt med en samlet plan. Vi ved, hvor CO2-udslippet er størst, og vi ved, hvad der skal til for at minimere det. Samtidig vil vi med et nyt klimaforum og et årligt klimafolkemøde invitere alle borgere, virksomheder og foreninger med i arbejdet. Det er meget ambitiøse mål, vi sætter os. Derfor vil vi årligt gøre status, så vi sikrer, at vi opnår de nødvendige resultater tids nok til at nå vores mål,” fortæller borgmester Ole Bondo Christensen (A) efter, at Furesø Byråd vedtog planen onsdag aften.

    Borgere, virksomheder, skoler, dagtilbud, foreninger og mange andre har hjulpet med at kortlægge klimaaftrykket fra alle aktiviteter og sektorer her i Furesø. Det fortæller Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima.

    “Den grønne omstilling sker først for alvor, når vi alle bidrager til at finde og skabe løsninger i fællesskab. Med civilsamfundets hjælp har vi nu den nødvendige indsigt i, hvor vi skal sætte ind for at nedbringe CO2-udledningerne for hele Furesø og knække kurven, så vi kan sikre CO2-neutralitet i 2030. Jeg tror på, at vi kan nå målet, fordi vi er fælles om det,” siger hun.

    Klimafolkemøde på vej
    Planen har blandt andet være drøftet i kommunens erhvervskontaktudvalg, hvor Furesøs erhvervsforeninger i maj lancerede et fælles klimapartnerkoncept, som skal gøre det let for kommunens virksomheder at inspirere hinanden og dele erfaringer med grøn omstilling.

    Næstformand i Natur og Klimaudvalget Øjvind Vilsholm (Ø) glæder sig over ambitionerne i klimaplanen:

    “I byrådet og fra civilsamfunds side har vi lagt vægt på, at klimaplanen også skal medregne forbrug. Vi har også ansvar for de CO2-aftryk, vi sætter i andre kommuner og dele af verden, når vi transporterer os og køber varer og services. Det er nemlig vigtigt, at vi arbejder med løsninger, som gavner klimaet globalt, frem for at sikre, at vi tager os bedst muligt ud i statistikkerne. Det gør os også mere troværdige i forhold til borgerne, som vi jo skal have med ombord, hvis vi skal nå i mål.”

    Én af de helt centrale tiltag her er et klimafolkemøde 10. september for hele kommunen. Her præsenterer Klimaforum resultater, nye initiativer og fremdrift i klimaplanen. Vil du bidrage med en stand, oplæg, være frivillig eller andet, kan du kontakte projektleder for Furesø Kommunes Klimaplan, Stine Rahbek Pedersen på srp1@furesoe.dk eller 72164142.

    Organisationer bag roser Furesøs arbejde med klimaplanen

    “Furesøs klimaplan er også et rigtig godt eksempel på, hvor enormt ambitiøse kommunerne i DK2020 er, når det kommer til at sænke den lokale drivhusgasudledning og til at sætte konkrete handlinger bag deres mål. For Furesøs vedkommende lyder det mål på klimaneutralitet allerede i 2030. Landets kommuner viser i den grad den grønne vej,” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

    Dette bakkes op af CONCITO, Danmarks grønne tænketank, der rådgiver kommunerne i DK2020-samarbejdet.

    “Med vedtagelsen af sin klimahandlingsplan fastlægger Furesø Kommune nogle flotte og ambitiøse mål for drivhusgasreduktion i 2030 og 2035. Samtidig er det særligt værd at fremhæve det professionelle inddragelsesforløb kommunen har haft i forbindelse med udvikling af planen og ambitionsniveauet for involvering i forbindelse med implementering af planen, der kan tjene som rigtig god inspiration for andre kommuner,” siger Tue Damsø, seniorkonsulent i CONCITO.

    Lars Gaardhøj, regionsrådsformand Region Hovedstaden glæder sig også over ambitionerne i den vedtagne plan.

    “Furesø Kommune er med sin nye ambitiøse klimaplan med til at løfte barren rigtig højt. Kommunen bliver dermed et pejlemærke for andre kommuner i hovedstadsregionen, men også nationalt. Stort tillykke herfra os i Region Hovedstaden – og tak for det gode samarbejde”, siger han.

    FAKTA:

    Furesø Kommune har sat ambitiøse klimamål for 2030 i den netop godkendte klimaplan:

    En CO2-negativ energi- og varmeforsyning

    70 procent CO2-reduktion i transportsektoren

    Direkte genbrug skal øges med 50 procent, mens 80 procent af alt affald skal genanvendes med særligt fokus på plast

    CO2-reduktioner fra landbrug og havebrug

    CO2-reduktioner fra indkøb, forbrug og adfærd i kommunen

    Klimasikring mod forandringer i fremtidens vejr, vind og vand i kommunen.

    Mere om DK2020

    Realdania, der står bag DK2020, har siden 2019 støttet 20 kommuner i at udvikle en lokal klimaplan, der viser vejen mod klimaneutralitet senest i 2050.

    Siden er KL og regionerne gået med i DK2020-partnerskabet, hvilket har givet alle landets kommuner mulighed for at udarbejde en lokal klimaplan. I 2020 meldte yderligere 46 kommuner sig klar – herunder Furesø, der som den første har fået godkendt sin klimaplan. Siden er i alt 95 af landets kommuner blevet en del af i DK2020.

    CONCITO er overordnet projektsekretariat og videnspartner sammen med C40 Cities, som i et samarbejde yder rådgivning til kommunerne og godkender deres klimaplaner inden for rammerne af DK2020-konceptet, der kortlægger den danske indsats for at nå målene i Parisaftalen.

    https://www.furesoe.dk/klimaplan

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    centerchef Morten Jepsen email: mje1@furesoe.dk

    Øjvind Vilsholm (Ø) email: oev@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-byrad-tiltraeder-ambitios-klimaplan-som-den-forste-kommune-i-dk2020-partnerskabet?releaseId=13654740

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **