PRM / Sweco retter øget fokus mod pharmaindustrien og indgår samarbejde med NNE

    Pressemeddelelse fra Sweco

    Pharmaindustrien er et dansk vækstlokomotiv, og investeringslysten i nye og udvidede pharmaceutiske produktionsfaciliteter herhjemme er fortsat stigende. Som led i udviklingen har arkitekt- og ingeniørrådgiveren Sweco netop indgået en ny rammeaftale med NNE A/S, der er specialiseret i den pharmaceutiske industri.

    Aftalen indebærer et tæt rådgiversamarbejde, hvor Sweco på tværs af sine kompetencer skal bistå NNE med design af byggerier og infrastruktur til danske pharmaprojekter. Aktuelt er et nyt infrastrukturprojekt igangsat med Sweco som projekterende rådgiver.

    “NNE og Sweco supplerer hinanden rigtig godt på tværs af vores kompetencer og er et oplagt match. Vi forventer os meget af partnerskabet, hvor vi sammen kan indfri vores bygherres krav, ønsker og behov til fremtidens byggerier til pharmaindustrien,” siger Steen Kristensen, Corporate Vice President hos NNE.

    Han suppleres af Lars Bork, Divisionsdirektør for Byggeri i Sweco.

    “Med vores viden og erfaring skal vi være en tæt partner for NNE i forhold til bygningsdesign og tilhørende infrastruktur. Vi glæder os til samarbejdet, der giver os en unik mulighed for at bidrage til en industri, som ikke alene er en vækstmotor i Danmark og for vores eksport, men som også er afgørende for millioner af menneskers helbred og livskvalitet.”

    Efterspørgsel efter alle rådgiverkompetencer
    Sweco har igennem mange år løbende designet byggerier til pharmaindustrien og løst forskellige specialist- og bygningsinstallationsprojekter for aktører inden for industrien. Senest har Sweco været ingeniørrådgiver på et byggeri for Novo Nordisk i Hillerød i samarbejde med Züblin A/S og rh Arkitekter A/S.

    Dertil trækker Sweco på erfaring fra hospitalsbyggerier. Virksomheden har igennem de seneste ti år været rådgivende ingeniør på kvalitetsfondsprojekter som DNV-Gødstrup, Nordfløjen på Rigshospitalet og senest AUH Forum, som snart afsluttes.

    “Vi har en unik intern viden, som vi nu aktiverer og videreudvikler i et tværfagligt pharmasegment. Vi forventer at skulle dække en lang række discipliner inden for infrastruktur, arkitektur og byggeri på projekterne, og derfor samler vi nu alle specialistkompetencer i et stærkt fagligt miljø, hvorfra vi kan levere integrerede helhedsløsninger, som matcher vores øvrige tilgang til at løse projekter i Sweco,” siger Lars Bork.

    Rekrutterer 60 nye medarbejdere
    Det markant øgede fokus på pharmasegmentet betyder samtidig, at Sweco forventer at skulle ansætte op mod 60 nye medarbejdere i indeværende år. Det omfatter ingeniører fra en række ingeniørdiscipliner indenfor byggeri og infrastruktur, arkitekter til projekt- og projekteringsledelse, BIM-koordinatorer og specialister, brandrådgivere, bæredygtighedsledere og flere andre.

    “Vi har en klar forventning om, at pharmasegmentet i Sweco vil vokse betydeligt over de kommende år. Bl.a. i kraft af den øgede markedsefterspørgsel og vores samarbejde med NNE. Derfor søger vi aktivt efter endnu flere kompetencer på tværs af vores fagligheder, der synes, det er attraktivt og udviklende at arbejde med pharmaindustrien og designet af nogle af de største og mest komplekse projekter herhjemme,” siger Lars Bork.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Morten Laasholdt tlf.: +45 3117 7117 email: morten.laasholdt@sweco.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sweco-retter-oget-fokus-mod-pharmaindustrien-og-indgar-samarbejde-med-nne?releaseId=13654418

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **