PRM / Toms og Better Energy indgår elkøbsaftale, der medvirker til opførelse af ny solcellepark

    Pressemeddelelse fra Better Energy

    Toms’ elforbrug har i flere år været dækket af oprindelsescertifikater fra vindmølleparker. Men for at styrke den nødvendige overgang til vedvarende energi yderligere, har Toms valgt at investere i produktion af vedvarende energi ved at opretholde additionalitetsprincipperne – eller med andre ord: være den direkte årsag til udbygning af vedvarende energikapacitet:

    “Vi tilsluttede os i starten af året Science Based Targets og er som følge heraf i fuld gang med at sætte bindende CO2-reduceringsmål for hele vores værdikæde. De CO2-udledninger, der knytter sig til vores egen produktion – altså scope 1 og 2 – er vi dog allerede nu i fuld gang med at mindske. Det gør vi på den ene side ved at reducere og omlægge vores forbrug af energi – og på den anden ved at købe strøm gennem PPA’en, der sikrer produktion af mere, subsidie-fri vedvarende energi”, fortæller Toms Gruppens administrerende direktør, Annette Zeipel.

    Virksomheder kan gøre en direkte forskel gennem deres aktive valg om at købe ny, grøn og støttefri energi, der reducerer CO2-udledningen markant og samtidig har en mærkbar effekt på levering af mere grøn strøm.

    “Det er altid godt, når virksomheder sætter ambitiøse bæredygtighedsmål. Men det er endnu stærkere, når virksomheder er fast besluttede på at tage fuldt ansvar for konsekvenserne af deres valg og går skridtet videre. En PPA er en ideel løsning til at sikre, at du som virksomhed gør dine aktiviteter grønnere og samtidig gør elnettet grønnere. Begge dele er afgørende for at skabe en reel grøn omstilling,” siger Peter Munck-Søe Jensen, EVP af Power Solutions i Better Energy.

    Toms har siden 2011 støttet den grønne omstilling ved at dække stadig mere af sit elforbrug med vedvarende energi. Annette Zeipel fortsætter:

    “Vi tror på, at alle skal gøre mere, hvis Parisaftalens vigtige målsætninger skal nås. Vi skal have produceret endnu mere vedvarende energi. Derfor er denne aftale en vigtig milepæl for os”.

    Aftalen træder i kraft i oktober 2023, hvor en ny solcellepark vil levere 4 GWh additionel grøn strøm årligt øremærket Toms Gruppen. Energien dækker 75% af elforbruget i Toms’ fabrik i Hvidovre. Det svarer til 28% af Toms’ samlede elforbrug i Danmark og 18% på gruppeniveau.

    Kontakt:

    Kommunikationsdirektør Christian Bergmann Mølgaard tlf.: +45 26 71 36 34 email: cbm@betterenergy.dk

    CSR & Communications Manager Lea Holm Sørensen email: lsh@tomsgroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/toms-og-better-energy-indgar-elkobsaftale-der-medvirker-til-opforelse-af-ny-solcellepark?releaseId=13654458

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **